Niårige Liva sad 80 minutter på en rebknude
Elever forsøgte i dag at sætte rekorder i discipliner som sidning på rebknude, hulahop og stillesidning med to puder på hovedet
Liva My Jespersen er ni år. Og i dag har hun siddet i 80 minutter på en rebknude.
Det var i forbindelse med, at elever på Vestergårdsskolen i Viby havde besøg af Børnenes Rekordbog.
Hele 37 rekorder forsøgte eleverne at sætte.
I rebknude-sidning, abegang, kaninhop, hulahop og mange andre discipliner. Prøv selv at hulahoppe i over 40 minutter, det er ikke sådan lige til.
Efter 40 minutter på rebknuden begyndte Liva My Jespersen at kunne mærke det.
- Det gør faktisk lidt ondt, men jeg vil ikke give op, siger Liva My Jespersen, der er 9 år og elev på Vestergårdsskolen.
Sammen med to andre holdt hun ud i 80 minutter.
Det er skolefritidsordningen, der står bag arrangementet. Formålet er at aktivere børnene. Der er nemlig stor forskel på folkeskoleelevers fysiske evner.
- Nogle børn har en fremragende motorik, og så er der andre, der har en elendig motorik. Det kan man se allerede i 0. klasse, siger Flemming Eilersen, der er pædagog på Vestergårdsskolen i Viby.
Det er sejt
Uanset evner har alle fordel af at forbedre deres motorik. Pædagogerne håber desuden på, at besøget af Børnenes Rekordbog vil styrke selvtilliden blandt børnene.
- Vi har så mange forskellige rekordforsøg, så alle kan finde et eller andet, at de er gode til, siger Flemming Eilersen.
Læs også
Den succes håber pædagogerne, at eleverne kan tage med ind i klasselokalet.
Sidning på rebknude ikke er en disciplin, der før været i Børnenes Rekordbob. Og med sine 80 minutter på rebknuden har Liva My Jespersen bestemt haft en succesoplevelse.
- Jeg er lidt stolt af det og synes, at det er sejt, siger Liva My Jespersen.
119 vejrmøller i træk
En anden elev skal forsøge at slå en eksisterende rekord på 80 vejrmøller på tre minutter. Det lykkedes. 119 vejrmøller fik hun slået.
- Jeg er meget tilfreds. Jeg har slået min egen rekord, siger Nadina Kemppainen, der er 10 år og elev på Vestergårdsskolen.
Efter den store præstation er hun en anelse rød i kinderne, men ikke synderlig rundtosset.
For hende har arrangementet været en god motivation for at røre sig.
- Det er sjovt, når der er udfordringer til. Man siger til sig selv, jeg skal og jeg kan godt, siger Nadina Kemppainen.
I videoen øverst i artiklenkan du se, hvordan man sidder 80 minutter på en rebknude, hulahopper i over 40 minutter og slår 119 vejrmøller på tre minutter.