Nephew gjorde rent bord
Det århusianske rockband Nephew vandt fem priser ved Danish Music Awards.
7. mar 2005, kl. 08:43
Mere end 30 dage gammel
Successen vil tilsyneladende ingen ende tage for det århusianske band Nephew.
Lørdag aften gjorde rockgruppen rent bord under Danish Music Awards i KB hallen i København. Nephew tog hele fem titler, nemlig årets band, årets hit, årets danske album, årets rockudgivelse og årets rockvideo.
Dermed vandt Nephew samtlige kategorier, bandet var nomineret i.
Nephew slog sidste år igennem med hits som 'Superliga', 'Movie Klip' og ' En wannabe Darth Vader'. Derudover er bandet blevet profileret via forsanger Simon Kvamms engagement i den populære tv-serie 'Drengene fra Angora'.