Nem vej til hjertestarter
Ny mobilapp. viser, hvor 3500 hjertestartere er anbragt
En gruppe ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet har udarbejdet en mobilapplikation, der på et øjeblik kan identificere den nærmeste hjertestarter. Det kan spare dyrebare minutter og redde liv blandt mennesker, der oplever et pludseligt hjertestop.
Hvert år får 3.500 danskere pludselig, uventet hjertestop. Kun cirka syv procent af disse mennesker overlever, og det til trods for et stigende antal hjertestartere på landkortet.
Hjertestarterne bliver sjældent brugt, og det hænger sammen med, at kun få ved, hvor de er, forklarer Anders Gade Nørskov, som er en af de studerende bag hjertestarterapplikationen.
- I Danmark er der registreret mere end 5400 hjertestartere. De er placeret mange forskellige steder - for eksempel i supermarkeder, på store arbejdspladser og på skoler. Problemet er, at ingen ved, hvor de skal lede, hvis uheldet er ude, siger Anders Gade Nørskov i en pressemeddelelse.
App'en viser afstanden til den nærmeste hjertestarter og giver en række øvrige informationer som for eksempel åbningstid, lokalenummer og telefonnummer på en mulig kontaktperson. Desuden indeholder den en række interaktive førstehjælpsguides til for eksempel hjertemassage.