Naturelskere blev lovet køer og heste - nu er forslaget droppet
Der var lagt op til de helt store biodiversitetsforbedringer i Marselisborgskovene i Aarhus med store kreaturer og hegn. Nu er projektet vedtaget - i en noget barberet version, og det skuffer naturelsker.
- Det er da vildt ærgerligt, lyder det fra Hans Jørgen Skydt Andersen, der er en del af De Unge Biodiversitetsambassadører.
Han havde set frem til at have græssende køer og heste i Marselisborgskovene i Aarhus. Det var der nemlig lagt op til, da Aarhus Kommune tilbage i 2019 vedtog at omdanne skovene til vildskov.
Læs også
Men efter et møde i byrådet onsdag må Hans Jørgen Skydt Andersen skyde en hvid pil efter den drøm.
En kovending
Her blev det besluttet, at den oprindelige plan om en 600 hektar stor vildskov med vilde køer bag hegn ikke bliver til noget. Idéen om at løfte biodiversiteten i Marselisborgskovene kommer nemlig ikke til at involvere store dyr.
Og det er til stor skuffelse for Hans Jørgen Skydt Andersen, der dog er glad for, at der er kommet et større fokus på natur og biodiversitet i kommunen.
- Man er gået fra, at det skal være produktionsskov til, at vi skal have urørt skov, siger han og fortsætter:
- Det er dog ikke, fordi man har opfundet den dybe tallerken i forvaltningen. Det havde man, hvis man havde holdt fast i forslaget om græssende dyr.
Efter lokal protest imod de græssende dyr sidste år, er idéen nu for alvor blevet begravet. Motionister i skoven var dengang bekymrede for, at det blandt andet ville blive besværligt at motionere i skoven, som mange netop bruger den til.
- De store græssere og hegn ville være meget svære at forene med alt det, der foregår i den her skov, sagde Niels Holm, der er hyppig bruger af mountainbikeruterne i Marselisborgskovene og næstformand for Aarhus MTB, dengang.
Til stor ærgrelse
Det ærgrer dog SF, der selv har været stor fortaler for de vilde dyr, men Liv Gro Jensen, der er medlem af Aarhus Byråd, glæder sig over, at projekt-vildskov nu kan gå i gang.
- Det her projekt består af rigtig mange elementer. Man stopper med at dræne lige så meget i skovene, og der vil blive lavet nogle lysninger, siger hun.
Læs også
Men for Hans Jørgen Skydt Andersen mangler hestenes vrinsken og køernes brøl.
Op på hesten igen
Han kan dog godt se, at der er mange brugere af skovene, og dem skal der tages hensyn til, men han håber, at der snart vil komme en anerkendelse af, at der skal gives plads til naturen.
- Aarhus Kommune har et potentiale til at gøre rigtig meget i og med, at de har så meget skov. De når bare ikke helt i mål med det her projekt, siger han.
Læs også
I får jo en del vild natur, hvorfor er det ikke nok?
- Det er ikke rigtig vildt. Vi får ikke det hele med. Der skal mere til. Vi skal have alt med, og det er inklusive græsserne, siger han.
Han sender derfor en opfordring med på vejen.
- Vi skal have øjnene op for den natur, der er, lyder det.