Narkohandel i Nåleparken udløste flere års fængsel
En kokainhandel i Nåleparken i Aarhus endte med at koste en 25-årig mand en dom på ubetinget fængsel i to år og tre måneder.
En kokainhandel ved Nåleparken i Aarhus udløste tirsdag en dom på to år og tre måneders fængsel til en 25-årig mand.
Manden var den 31. januar i år, sammen med en 24-årig makker, blevet taget af to civilklædte betjente i at sælge kokain til en 26-årig kvinde.
Han var prøveløsladt efter en dom i anden sag, der også omhandlede salg af euforiserende stoffer, og den hårde dom skyldtes derfor den reststraf, han modtog på den konto.
- Det, de er sigtet for den 31. januar, ville ikke have udløst meget mere end tre-fire måneders fængsel, men når du er prøveløsladt, så er det på betingelse af, at du ikke begår ny kriminalitet, siger specialanklager Jesper Rubow til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Han har vist, at han ikke har forstået spillereglerne, og så klapper fælden altså ekstra hårdt i denne omgang.
Den 25-årige nægtede sig skyldig og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Stort fokus på narkohandel ved Nåleparken
Betjentene var fra Østjyllands Politis specialpatrulje og på udkig efter mistænkelige personer i Nåleparken ved Kalkværksvej i Aarhus i forbindelse med en indsats mod handel med hård narko.
Østjyllands Politi foretager løbende patruljeringer og indsatser i området i og omkring Nåleparken, hvor man har stort fokus på den hårde narkotikahandel.
Omkring middagstid så betjentene en bil holde ind ved parken, hvorefter en kvinde kom hen til bilen og stak nogle pengesedler ind af vinduet. Hun fik en lille pose med kokain tilbage i hånden.
Kort efter slog både de civilklædte politifolk og nogle uniformerede kolleger til og omringede bilen, hvorefter den 25-årige mand og hans 24-årige makker blev anholdt, ligesom den 26-årige kvinde, der havde modtaget stofferne, også blev anholdt.
I bilen fandt politiet 16 gram kokain og 1500 kroner i kontanter, og begge mænd blev sigtet for narkohandel.
Den 24-årige, der var med i bilen, accepterede allerede ved grundlovsforhøret en straksdom på tre måneder.