Næppe 17 varehuse, der holder døgnåbent fremover
Julemåneden er en god måned at teste, hvordan forbrugerne reagerer på døgnåbent
De seneste år har danskernes indkøbsvaner ændret sig markant.
Blandt andet køber vi mange flere dagligvarer på nettet. Bilka har åbnet for endnu en mulighed. Som et forsøg holder butikker åbent døgnet rundt i december i 17 varehuse rundt om i hele landet.
Læs også
Men som TV 2 | ØSTJYLLAND fredag kunne konstatere, vrimler det ikke ligefrem med kunder i løbet af natten.
- Jeg tror, at Bilka holder døgnåbent for at teste, om forbrugerne er modne til at benytte sig af muligheden for at handle om natten, siger Bruno Christensen, direktør, Detailhandels Promotion, Risskov.
Han mener, at julemåneden er en god måned at teste, hvordan forbrugerne reagerer.
Læs også
- Så kan man evaluere bagefter, om det er noget, man vil fortsætte med. Der skal være lønsomhed i det. Spørgsmålet er, om de føler, at den omsætning er værd at tage med, siger Bruno Christensen.
- Samfundet har på mange måder ændret sig i retning af, at vi hele tiden er på. Hvorvidt forbrugerne er klar til at ville handle dagligvarer om natten, tror jeg, at vi skal lade kunderne afgøre. Men jeg er tvivlende overfor, at vi fremover ser 17 Bilka-varehuse holde åbent om natten i januar og februar, siger Bruno Christensen.
Øverst kan du se hele indslaget om Bruno Christensens syn på butikker, der holder døgnåbent.