Naboer bremser kunstgræsbane - derfor vil de ikke have den
En grundejerforening har klaget over planerne for en ny kunstgræsbane i Skødstrup, og nu er byggeriet sat på pause.
Der bor efterhånden rigtig mange børn og unge i Aarhus-forstaden Skødstrup, og en stor del af dem spiller fodbold i den lokale klub. Helt præcist 860 styk. De havde formentlig glædet sig til at spille på en ny kunstgræsbane her til vinter.
Men sådan bliver det ikke.
For selvom byggetilladelsen i første omgang var i hus, og Skødstrup SF's fodboldafdeling havde fundet pengene, så er det hele nu sat i bero.
- Det er jeg virkelig ærgerlig over, og det kommer til at betyde meget for vores unge medlemmer, at vi ikke får en bane i år som ventet, siger fodboldformand Morten Højen Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Står uden haltider
En nærliggende grundejerforening har klaget over Aarhus Kommunes håndtering af byggesagen, og nu ligger sagen hos Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Her er sagsbehandlingstiden i gennemsnit syv måneder, så der kommer næppe til at stå en bane klar til vinter.
Læs også
- Da vi fik byggetilladelsen, afgav vi haltider og tider på andre kunstgræsbaner, fordi vi var sikre på, vi snart havde vores egen. Så nu er vi presset og er ikke sikre på at have et tilbud til spillerne, forklarer Morten Højen Larsen.
Derudover frygter formanden, at hele projektet bliver dyrere, hvis Aarhus Kommune får medhold i Miljø- og Fødevareklagenævnet, og byggetilladelsen dermed er sikker.
Forventer en højere pris
For hvis der går flere måneder, inden afgørelsen er der, kan der være sket en del med priserne.
- Vi skal nok ud at finde flere penge, fordi alting stiger. Alle har mulighed for at klage, og sådan skal det være. Men det er ærgerligt, at det går ud over børnene og et tilbud til lokalsamfundet, mener Morten Højen Larsen.
Det er Elishøj Grundejerforenings indvendinger, der har fået bremset kunstgræsbanens opførelse.
Under høringsperioden havde foreningen først indsigelser, og efter byggetilladelsen ellers var givet, har man klaget over Aarhus Kommunes behandling af sagen.
Bekymret for drikkevandet
Det er især miljøpåvirkninger ved etablering af en kunstgræsbane på den ønskede placering i Skødstrup, som bekymrer grundejerforeningen.
- Vi er bekymret for vores drikkevand, når gummigranulatet i kunstgræsbanen løber væk. Vi mener ikke, at kommunen har taget højde for, at der er særlige interesser i området, siger bestyrelsesmedlem i Elishøj Grundejerforening Steen Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
I en lokalplan for området er der ifølge grundejerforeningen fokus på at beskytte miljøet og drikkevandet.
Det mener man ikke, der er taget højde for, når Skødstrup SF får lov til at bygge en kunstgræsbane.
'Sidste skud i bøssen'
Derudover har grundejerforeningen være kritisk over for den lys- og støjpåvirkning, der kan være fra banen året rundt.
- Den skal være åben hver dag året rundt fra kl. 8-22. Det vil ramme os, og hvem siger, at der skal spilles fodbold året rundt? De kan gå til håndbold eller hockey i hallen om vinteren, lyder der fra Steen Hansen.
Læs også
Nu ligger sagen hos Miljø- og Fødevareklagenævnet, og skulle grundejerforeningen tabe der, så er meldingen klar:
- Det her er sidste skud i bøssen, og så giver vi op.
Steen Hansen og grundejerforeningen mener, at kunstgræsbanen i stedet burde blive etableret i Studstrup.