Nabo til stor brand på Aarhus Havn: - Det buldrede og bragede
Fredag kort før klokken 18.00 udbrød der brand på havnen i Aarhus
Fredag sidst på eftermiddagen udbrød der brand i en gammel lagerbygning på Sydhavnsgade på havnen i Aarhus.
Få hundrede meter derfra - i Heibergsgade - bor Henrik Schmidt.
- Først undrede vi os over, hvorfor der blev fyret fyrværkeri af. Det buldrede og bragede, fortæller Henrik Schmidt, som derefter opdagede, at der var ild i den gamle bygning på havnen.
- Vi har frit udsyn derned, og vi kunne se flammerne. Branden var meget larmende. Der kom sod på vores vinduer og gløder på vores plexi-halvtag, siger Henrik Schmidt, der vurderer, at der er 200 meter fra hans bopæl og hen til branden.
- Det var chokerende, det må jeg sige, konstaterer han og fortæller, at han her klokken 19.35 ikke længere kan se flammer, men at der fortsat kommer en masse røg derfra.
Ane-Marie Kappelgaard bor på Sønder Allé i Aarhus. Nogle hundrede meter fra branden.
- Jeg kan se meget sort røg. Det ser ud til at blæse nordpå. Noget af det er helt inde ved Rådhustårnet, fortalte hun tidligere på aftenen ved 18.15-tiden.
Politiet udsendte en beredskabsmeddelelse, da branden udviklede en masse sort røg, hvorfor borgere blev opfordret til at holde sig væk fra området. Omkring klokken 21.00 meddelte politiet, at det atter var sikkert at færdes der.
Hvis man har været i kontakt med røgen og føler ubehag, skal man søge læge.
Østjyllands Politi fik meldingen om branden fredag klokken 17.49.
- Ingen personer er kommet til skade, siger vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi.
Brandfolk fra Østjyllands Brandvæsen er fredag aften ved 21.30-tiden fortsat på stedet.
- Branden er slukket, men der er nogle ildlommer hist og pist, og bygningen er delvist styrtet sammen. Vi har nogle sikkerhedsmæssige faktorer, vi lige skal have styr på, inden vi kan komme ind og rydde op, siger John Korsbak, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge John Korsbak er der stadig 24 brandfolk til stede, som lige nu er i gang med efterslukningen af branden i den gamle industribygning, som indeholdt halm.
- Vi har fået frivillige fra Østjyllands Brandvæsen til at komme med lys og til at pumpe vores trykflasker op, som røgdykkerne bruger, siger indsatslederen.