Mustafa Amini vender tilbage til AGF på kort aftale
David Nielsen råder de næste fire måneder over Mustafa Amini, som vender tilbage på en kort kontrakt.
Mustafa Amini har lavet en ny aftale med AGF.
Midtbanespilleren har skrevet under på en kort kontrakt, der gælder frem til årsskiftet. Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.
Læs også
AGF meddeler, at Amini ellers havde lavet en aftale med en ny klub, men da der opstod problemer med kontrakten, besluttede han i stedet at søge tilbage til Aarhus.
- Amini har oplevet den grimme side af fodbolden hen over sommeren, siger AGF's sportschef, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside.
- Men nu kommer han tilbage til Aarhus og genoptager sin karriere hos os. Den skuffelse og oplevelse, han har været igennem, skal vi sammen have vendt til noget positivt, så vi får ham at se med den vildskab og hidsighed, der har kendetegnet ham, når han har været bedst i den hvide trøje.
Kompliceret situation
Australierens fysiske forfatning er endnu ikke på højde med holdkammeraternes.
- Så de første uger kommer til at gå med vores fysiske træner og sundhedsstab for at indhente den form, der kræves for at spille for AGF, siger sportschefen.
Læs også
27-årige Amini spillede fire år i AGF, efter at han havde tilbragt en enkelt sæson i Randers.
I sidste sæson var han en af de bærende kræfter på David Nielsens mandskab, som vandt bronze og sikrede sig adgang til Europa League-kvalifikationen.
- Den situation, jeg har oplevet, er meget kompliceret, og der foregår nu et retligt forløb, hvorfor jeg ikke vil sige noget om den situation. Nu ser jeg fremad og glæder mig over, at muligheden er opstået for at vende tilbage til den klub og by, som jeg og min familie holder så meget af, siger Amini.