Motorvej genåbnet: Lastbil med halmballer brød i brand
Djurslandsmotorvejen var torsdag aften helt spærret i østgående retning
Opdatering klokken 21.56
Motorvejen er nu genåbnet. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
Djurslandsmotorvejen var torsdag spærret i østgående retning. Motorvejen blev spærret, efter at en lastbil med halmballer tidligere på dagen brød i brand.
Branden i lastbilen betød, at motorvejen var lukket det meste af torsdag aften, og først klokken 21.43 kunne politiet meddele, at motorvejen nu var genåbnet.
Motorvejen var spærret mellem Motorvejskryds Aarhus N og frakørsel 19B.
Røgen stod ind over kørebanen
Vejdirektoratet oplyste tidligere torsdag, at røgen fra lastbilen stod ind over kørebanen.
- Det er en lastvogn, der er brudt i brand, og røgen står ind over kørebanen, oplyste vagthavende ved Vejdirektoratet Britt Osted Nielsen tidligere torsdag.
Torsdag eftermiddag var motorvejen kortvarigt spærret i begge retninger, men et spor blev hurtigt åbnet i vestgående retning.