Morten har købt modelbiler for 200.000 kroner
Flere hundrede luksusbiler er gennem mere end 25 år blevet samlet i en kælder i Solbjerg. Her har far og søn lavet deres eget private museum.
Ferrarier, Audier og Formel 1-biler står på rad og række i Morten Fonvigs store samling. Men hvor de fleste har en garage til deres biler, kan han have dem alle sammen i en kælder. Der er nemlig tale om modelbiler.
Siden han var fire år, har Morten Fonvig fra Solbjerg samlet. I dag er han 29, bor i egen lejlighed, og en enkelt Formel 1-bil er blevet til 600 forskellige modelbiler i forældrenes kælder.
- Jeg har samlet, så længe jeg kan huske. For mig er biler bare helt fantastiske. Om det er rigtige biler eller modelbiler. Der er et eller andet over dem, siger han.
Morten Fonvig husker da også tydeligt, da han fik sin første bil i 1997.
- Jan Magnussen begyndte at køre Formel 1 i 97, og det var jo rimelig stort, at det var en dansker, der kørte Formel 1. Så en af mine første modelbiler var en Formel 1-bil, siger han.
Betaler gerne for den rigtige bil
Den store interesse for de små biler har Morten Fonvig ikke fra fremmede. Hans far, Jørgen Fonvig, begyndte allerede samlingen, inden sønnen blev født.
Det, der hurtigt blev en fælles hobby, har indtil videre kostet omkring 200.000 kroner. 3.500 af dem måtte Morten Fonvig punge ud med for en enkelt bil.
- Det var en bil, jeg bare måtte have, så der var ikke noget at gøre. Men jeg tør ikke helt sige det til folk, for de tænker sikkert bare: “Du er rablende gal, menneske”. Men det var en bil, der betyder rigtig meget for mig, så den skulle jeg bare have i samlingen, siger Morten Fonvig med et grin.
Bilerne er fyldt med detaljer, som små borde ved bagsæderne, seler, handskerum, gulvtæppe og soltag, der kan åbnes. Og det er alt sammen med til at gøre dem til mere end bare modelbiler for Morten Fonvig.
- Det er guld værd for mig. Det er svært at forklare hvorfor, men det giver en følelse af, at det ikke bare er en modelbil, men kunst i sig selv, siger han.
Derfor kalder han også samlingen i forældrenes kælder for et helt lille museum, som han og hans far gladeligt viser frem for gæster.
- Nogle tror, at det bare er en samling legetøjsbiler, men når de kommer ned og ser den, siger de: 'Hold da op, vi kan godt se, at I gør meget ud af det'. Ved alle Formel 1-bilerne står der også årstal, og hvilken motor der er i. Så vi gør meget ud af det, siger Morten Fonvig.
Stjerner i øjnene
Samlingen bliver nænsomt passet og plejet på glashylderne i kælderen i Solbjerg. Og bilvasken foregår med en pensel.
Det er heller ikke ligegyldigt for Morten Fonvig og faren, hvilke biler der står i montrene. De bliver nøje udvalgt.
Faktisk bruger den 29-årige østjyde ofte flere dage på at tænke over, om han skal trykke på køb-knappen.
- Er det nu også en bil, jeg skal have? Og uha, det er mange penge. Så tænker jeg over det på arbejdet i pausen, og hvis jeg så kommer frem til, at jeg skal have den, så skynder jeg mig at bestille den, når jeg kommer hjem. Og så er jeg glad, siger han.
Morten Fonvig kan da heller ikke forestille sig, at han skulle miste lysten de næste mange år.
- Jeg kan mærke, at det er en hobby, der bliver ved og ved og ved. Jeg bliver i hvert fald altid glad, når posten kommer med en stor pakke til mig. Lige der har jeg stjerner i øjnene, siger han.
Se hele indslaget om Morten Fonvig og samlingen af modelbiler: