Mor har lidt ubærlig skæbne: Indsamling giver lys i mørket

Jeanett Marquart fra Skødstrup har mistet to af sine kære til kræften. Et lyspunkt i sorgen er vennernes opbakning

03:24

I Skødstrup sidder en mor, der har oplevet mere sorg, end noget menneske fortjener. Først døde faren til hendes to børn, Thomas, og bagefter hendes ni-årige søn, Oliver – begge af kræft.

- Det gør fysisk ondt indeni og skal leve med sådan et savn, lyder det i dag fra Jeanett Marquart til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Mareridtet begyndte for tre år siden, da Thomas fik en konstateret en sjælden genfejl, der kostede ham livet. Blot et halvt år efter fik familien så den triste besked, at også sønnen Oliver var ramt af sygdommen.

Læs også: Kræftramte børn til race på Jyllandsringen

- Når ens barn er syg, kan du ikke overskue andet end sin egen frygt og sorg, fortæller Jeanett Marquart

Gennem lang tid kæmpede Oliver med både kemo- og strålebehandling, inden han så for to måneder siden – den 5. april – måtte give fortabt.

- Han synes ikke, at det var sjovt at få taget blodprøver og være i kemo. Man føler det hele tiden som et overgreb på sit barn. Det er det værste, forklarer en tydeligt berørt mor.

Lys i mørket
Men i alt mørket og den dybe sorg har vennerne og lokalbefolkningen i Løgten, Skødstrup og Hornslet så startet en indsamling til Foreningen for familier med kræftramte børn for at vise deres støtte til Jeanett Marquart.

- Vi ved, hvor meget foreningen har betydet for dem, og vi har så fået muligheden for at hjælpe. Det betød meget for Oliver at kunne komme ud og opleve noget, siger initiativtager til lokalindsamlingen, Jimmy Dalsgaard.

Læs også: Rige mænd i fede biler samler ind til kræftramte børn

En indsamling der varmer den ramte mors hjerte i en tid, hvor sorgen fylder utrolig meget.

- Det er fantastisk, at vennerne gør noget ud af bakke op om en sag, der betyder så meget for mig, lyder det fra hende.

Du kan læse mere om indsamlingen her.