Mona blev giftet væk som 18-årig: Nu er hun en inspiration for andre kvinder

Det er muligt for ikke-vestlige kvinder at bryde med den sociale arv - også uden et 37-timers aktivitetskrav.

Hvad skal der til for at man kan bryde med social kontrol, tvangsægteskaber og en kultur, der fastholder nogle ikke-vestlige kvinder i stereotype kønsroller og væk fra det danske arbejdsmarked?

quote Dengang troede jeg, at det var den rigtige måde at leve på.

Mona Yousef Fahd

Ifølge den socialdemokratiske regering er en del af svaret et 37-timers aktivitetskrav, hvor især ikke-vestlige kvinder, der har været på offentlig forsørgelse i en årrække, skal udføre nyttejobs på fuldtid for at få adgang til sin kontanthjælp og andre ydelser.

Men på den internationale kvindekonference i Arabisk Dansk Kulturhus søndag var opfattelsen en helt anden.

- Jeg synes ikke, det er en god idé. Hvis man skal hjælpe de kvinder, så skal man kigge på, hvad de specifikt har af kompetencer, og hvad har de brug for hjælp til, og så hjælper man den vej, siger Mona Yousef Fahd til TV2 ØSTJYLLAND.

- Man skal ikke bare oprette nogle indsatser og projekter, og så placere kvinderne i 37-timers job uden at give en løn på lige fod med alle andre. Det, synes jeg ikke, er en god idé.

Mona Yousef Fahd er blevet en voksen kvinde på snart 50 år.
Mona Yousef Fahd er blevet en voksen kvinde på snart 50 år.

En meget ulykkelig start i Danmark

Mona Yousef Fahd var én af oplægsholderne til kvindekonferencen, der var med til at debattere om, hvordan man bedst får ikke-vestlige kvinder til at tage del i samfundet.

I dag arbejder hun som boligsocialmedarbejder, men hun har selv erfaring med at bryde med den negative sociale arv. Som 18-årig kom hun til Danmark fra krigsramte Libanon for at indgå i et arrangeret ægteskab med en mand, hun blot havde kendt i 18 dage.

- Det var mega hårdt, og jeg var meget ulykkelig. Alt var fremmed for mig, og jeg kendte ikke den mand, jeg delte mit liv med. Jeg blev gravid og skulle passe mine børn, så jeg blev hjemmegående, siger hun.

- I starten var jeg meget ensom. Jeg havde måttet efterlade hele mit liv og min familie, og jeg havde ikke noget netværk i Danmark. Jeg savnede mit liv i Beirut - min familie, især min far, venner og dagligdag. Jeg ville bare til Beirut igen.

Men hun kunne ikke bare tage tilbage, så hun måtte indfinde sig i et ægteskab, hvor kønsrollerne var meget traditionelle.

- Dengang troede jeg, at det var den rigtige måde at leve på. Han arbejdede meget, og jeg var hjemme og passede børn. Jeg stillede ingen krav overhovedet, og jeg gjorde bare det, jeg skulle gøre, siger hun.

VIDEO: Det er muligt at gøre op med den kultur, der forhindrer kvinder fra Mellemøsten i at være en aktiv del af samfundet. Det var budskabet på en international kvindekonference i Aarhus.

Vendepunktet kom fra kommunen

I dag er Mona Yousef Fahd blevet skilt og er et helt andet sted i sit liv.

- Det var ikke et godt ægteskab, og det var meget hårdt dengang. Jeg vil ikke sige, at jeg er kommet over det, men jeg er kommet godt og flot igennem det. Jeg har fem dejlige børn og står et helt andet sted nu.

Det største vendepunkt for hende var, at hun fik støtte af en mentor fra kommunen i Sønderborg, hvor hun boede. Han hjalp hende ud fra hendes personlige kompetencer og behov.

- Jeg ville gerne gøre mine børn lykkelige. Han har været en kæmpestor hjælp i mit liv, og ham vil jeg altid huske.

Og det er netop en indsats, som den hun oplevede dengang, hun mener er nødvendig for at hjælpe ikke-vestlige kvinder til at blive en del af samfundet - i stedet for et 37-timers arbejdskrav.

- Jeg har ikke oplevet en eneste ikke-vestlig kvinde i Danmark, der ikke har en intention om at ville bidrage til samfundet. Jeg ved, at kvinderne har mange kompetencer, og det skal udnyttes på bedste vis. Men der skal være ordentlige rammer til det, så de kan udvikle sig.

Både kvinder og mænd deltog i debatten til søndagens internationale kvindekonference.
Både kvinder og mænd deltog i debatten til søndagens internationale kvindekonference.

Ingen rammer eller begrænsninger

Mona Yousef Fahd er blevet en voksen kvinde på snart 50 år og lever i dag i et lykkeligt ægteskab.

- Jeg er lykkelig, jeg kan være totalt mig selv med en mand, der støtter mig. Der er ikke nogen, der sætter rammer for mig eller begrænser mig.

- Jeg er meget lykkelig. Jeg har fem skønne børn, der arbejder, er selvstændige eller går i skole. Jeg har stor tilknytning til Danmark, til mit netværk og til samfundet generelt. Og jeg gør mit bedste for at hjælpe andre kvinder, der står i en situation, hvor de har brug for det.

Siden sit første ægteskab har hun lært at stå ved sig selv og sige fra, og det er blandt andet den læring hun tager med i sit arbejde for at hjælpe andre kvinder.

- I dag ville jeg ikke finde mig i mange af de ting, der skete dengang, men jeg er også blevet en voksen kvinde nu. Dengang stillede jeg ikke krav, men det gør jeg nu.