Mols-Linien skriver kontrakt om Bornholm
Transport- og Bygningsministeriet og Mols-Linien har i dag underskrevet kontrakten om færgebetjeningen af de bornholmske ruter
Nu er det officielt, at rederiet Mols-Linien skal sejle Rønne-Køge og Rønne-Ystad fra den 1. september 2018 til den 31. august 2028. Det betyder blandt andet, at bornholmerne kan se frem til billigere billetter.
- Vi vil bruge tiden frem mod 2018 til at skabe grundlaget for et godt og tæt samarbejde med politikere, borgere, foreninger, organisationer samt kommercielle aktører på Bornholm. Det er alfa og omega for at sikre en færgedrift, der tilgodeser både bornholmerne, ferie- og fritidsrejsende samt det lokale erhvervsliv, siger adm. direktør i Mols-Linien Søren Jespersen i en pressemeddelelse.
Læs også: Nye ruter: Mols-Linien skal sejle til Bornholm
Som et led i færgedriften har Mols-Linen planer om at understøtte Bornholm som lokalsamfund ved at skabe en effektiv transportløsning.
Flere turister og fritidsrejsende
- Vi har store ambitioner om at styrke Bornholms erhvervsliv – og ikke mindst Bornholm som feriedestination, hvor vi vil tænke helt nyt, forklarer Søren Jespersen.
Den fremtidige billetstruktur vil gøre det langt billigere at komme til og fra Bornholm, og øen vil stå i et mere attraktivt lys for turister. Ifølge analyser foretaget af Center for Regional- og Turismeforskning og DTU Transport kan lavere færgepriser betyde op til 160 procent flere fritidsrejsende, en øget turismeomsætning på tre milliarder kroner og op mod 2.000 nye job i forhold til i dag – set over den 10-årige kontraktperiode.
Læs også: Mols-Linien indsætter natfærger til Coldplay-fans
På ruten Rønne-Køge indsættes en nybygget, specialdesignet færge og på ruten Rønne-Ystad indsættes hurtigfærger af samme type, som rederiet anvender på Kattegat.