'Moffe' i mediemøllen: En lang men god dag

Isabella Alberte Hedeager og ’Moffe’ var i dag hele landet rundt for at fortælle om deres specielle bånd

02:49

TV 2 | ØSTJYLLAND fortalte i fredags om vores journalistpraktikant Isabella Alberte Hedeager og hendes morfar Svend Aage Jensen, også kaldet 'Moffe'.

Isabella har nemlig valgt at flytte ind hos sin morfar, efter at hans kone døde, og den historie har rørt mange. 

Læs også Isabella flytter sammen med sin 91-årige morfar

Mandag var både Go’ Aften Danmark på TV 2 samt DR’s Aftenshowet så blevet interesserede i den søde historie, og TV 2 | ØSTJYLLAND var med, da Isabella og 'Moffe' skrev endnu et kapitel i deres fælles historie.

- Det har været en rigtig god dag. Selv om den har været lang, har den været dejlig. Det har været rigtig sjovt, siger Svend Aage Jensen – 'Moffe'.

Den 91-årige morfar mener, at det hele er gået meget, meget stærkt. 

Læs også Historien om Isabella og Moffe er smuk og rørende

- Det er som en eksplosion nærmest, at man starter med en lille fortælling, og pludselig vælter det ind med tusindvis af likes og sådan noget, siger han.

For Isabella Alberte Hedeager er opmærksomheden da også en smule overvældende.  

- Selvfølgelig er vi overraskede over opmærksomheden. Det har været en af de bedste dage på ’morfars world tour’, siger hun.

TV 2 | ØSTJYLLAND mødte Isabella og 'Moffe' i København efter deres besøg i Go’ Aften Danmark og Aftenshowet​. Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.