Mørklagt skandalesag: Helt vildt og uden sidestykke
Strafbare handlinger uden sidestykke. Det er det, der lige nu efterforskes efter lukning af Kontaktstedet i Gellerup, og i mellemtiden spilles der russisk roulette med de unge, mener byrådsmedlem.
På et langt møde i udvalg for sociale forhold og beskæftigelse onsdag aften blev udvalget orienteret i sagen om lukningen af Kontaktstedet i Gellerup for over to ugen siden.
Og Venstres Gert Bjerregaard er mildest talt ikke beroliget.
- Det tangerer en skandale. Det er helt vildt og uden sidestykke, siger byrådsmedlemmet til TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg har aldrig oplevet så vild og grænseoverskridende adfærd fra kommunalt ansatte i mine 21 år i politik.
Hele sagen er stadig omgærdet af en vis mystik, og Bjerregaard kan ikke komme de faktiske forhold nærmere.
- Det forsøgte jeg igen i går at sige, om ikke vi kan få nogle generelle termer frem. Det her er misforstået, lige nu er alle jo mistænkeliggjort, siger Gert Bjerregaard.
Der er 14 medarbejdere hjemsendt, og nogle af disse ser han ikke komme tilbage.
Der pågår lige nu tjenstlige samtaler og politiefterforskning af sagen, da der ifølge Gert Bjerregaard er tale om strafbare forhold, men han mener, at det er dybt kritisabelt, at der ikke er sket noget endnu.
- Jeg kan ikke stå inde for, at der ikke reageres på det. Rådmanden henviser til, at han har tiltro til, at beredskabet har styr på det.
Helt konkret har Gert Bjerregaard foreslået et privat vagtværn, indtil der er styr på medarbejderne igen.
- Med det, jeg fik at vide i går, er jeg ikke tryg ved det, der sker. Min bekymring er, at de unge ikke bliver mødt, og det skaber utryghed.
- Medarbejderne, der har lavet runderinger, er der jo ikke længere, så vi spiller jo russisk roulette og hasard med de unge. Det er fri rekruttering lige nu, siger han.
- Vi fik at vide i går, at der var lavet en ekstra indsats, men man har ikke kapacitet til at gå på gaden og møde de unge mennesker.
Vil have uvildig undersøgelse
På den anden side af politiefterforskningen vil Gert Bjerregaard have en uvildig undersøgelse af hele sagen, så det ikke kan ske igen.
- Vi skal huske, at det er kriminelle handlinger, der har stået på i syv-otte måneder, uden der er skredet til handling, og det er dybt kritisabelt. Nu vil jeg vurdere med udvalget, hvornår vi kan sætte det i gang, siger Gert Bjerregaard, der respekterer efterforskningen lige nu.
Han mener, at der er behov for at gentænke hele indsatsen i Vestbyen og blandt andet se på rekruttering af medarbejdere.
- Jeg tror ikke, vi kommer udenom, at den her sag får konsekvenser, siger Gert Bjerregaard.