Mørklagt: Lukker og politianmelder tilbud for unge i udsatte områder

Aarhus Kommune lukker midlertidigt projektet UC Gadeplan og Kontaktstedet i Gellerup og har samtidig anmeldt flere forhold til politiet. Hvilke vil kommunen ikke oplyse.

Kommune lukker og politianmelder tilbud for unge i udsatte områder

Aarhus Kommune har tirsdag meddelt, at UC Gadeplan og Kontaktstedet er lukket midlertidigt, og flere forhold er meldt til politiet.

Det oplyser kommunens magistrat for Sociale Forhold og Beskæftigelse i en pressemeddelelse, der er udsendt sidst på eftermiddagen.

Her fremgår det, at alle medarbejdere er hjemsendt, mens sagen undersøges. Hvilke forhold, der præcis er tale om, vil Aarhus Kommune ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om, fremgår det.

Ved du noget? Tip os her

Tip os

- Vi har et ansvar for at skabe ro, så vi kan levere på den opgave, vi som kommune har i området. Vi har blikket skarpt rettet mod at finde løsninger nu og her, så de unge får den hjælp, de har brug for, mens medarbejderne er sendt hjem, siger direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, hvorunder UC Gadeplan og Kontaktstedet hører til, Erik Kaastrup-Hansen, i en skriftlig kommentar.

- Vi er i tæt kontakt med alle relevante aktører i området, og vores kollegaer i andre afdelinger har ansvarligt trådt til med hjælp i undersøgelsesperioden, fortsætter Erik Kastrup-Hansen.

Hvilke forhold, der præcis er tale om, vil Aarhus Kommune ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om.
Hvilke forhold, der præcis er tale om, vil Aarhus Kommune ikke på nuværende tidspunkt udtale sig om. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lukning sker i samarbejde med SSP

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der kan være tale om ”tjenstlige og strafbare forhold”, hvorfor det er begrænset, hvad kommunen kan sige.

Det fremgår dog, at lukningen sker ”i tæt dialog og samarbejde med de kriminalpræventive samarbejdspartnere i SSP-regi”.

- Aarhus Kommune ønsker at praktisere mest mulig åbenhed omkring forvaltningernes arbejde. Der er imidlertid grænser for, hvilke oplysninger forvaltningerne kan offentliggøre. Det gælder i særdeleshed, når der er tale om forhold, der kan have strafferetlige konsekvenser. På den baggrund har Aarhus Kommune ikke mulighed for at stille op til interviews om sagen for nuværende, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ifølge magistraten er UC Gadeplan et team under Ungecentret, som består af 12 opsøgende medarbejdere, der bevæger sig, hvor de unge færdes og særligt hjælper unge mellem 14 og 18 år i udsatte boligområder med råd og vejledning.

Kontaktstedet er et værested for unge i Gellerup, hvor der er professionel rådgivning at hente om blandt andet bolig og økonomi, misbrug og ensomhed.

I pressemeddelelsen bemærker kommunen, at projektet Gadeplan Børn og Unge, som hører under Magistratsafdelingen for Børn og Unge, ikke bliver berørt af den midlertidige lukning samt af politianmeldelsen.