Moderkage-trend overraskede garvet jordemoder
Moderkager bliver af nogle spist rå som en smoothie eller tørret og drysset på morgenmaden.
Vil du se moderkagen?
Det spørgsmål får de fleste nybagte forældre efter en fødsel, og mens mange siger pænt nej tak, er andre nysgerrige.
Og så er der dem, der går skridtet videre og får organet med hjem, fortæller Vibeke Visti, der er jordemoder på Aarhus Universitetshospital og har mere end 25 års erfaring.
Det bliver ikke mig, der kommer til at spise den
- Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg hørte om det. Her var der en familie, der gerne ville have den med hjem for at grave et hul i haven og plante et træ ovenpå, der skulle stå som livets træ. Det, synes jeg, var en smuk tanke, siger hun.
Men der er også tilfælde, hvor forældrene tager moderkagen med hjem for at spise den. Det kan foregå på flere forskellige måder.
Moderkagen kan blendes eller tørres
Organet har sørget for ilt og næring til barnet inde i maven, og så skulle det efter sigende indeholde vitaminer, der giver moderen energi efter fødslen.
Det har fået både almindelige mennesker og kendisser som Kim Kardashian til at følge dyrenes eksempel og spise moderkagen.
Hvorfor spiser dyr moderkagen?
Mange husdyr og en lang række andre dyrearter spiser moderkagen, når de har født. Årsagen bliver løbende diskuteret blandt fagfolk, dog uden at der er fundet en entydig forklaring.
En teori går på, at moderdyret har brug for den næring og antistoffer, der findes i moderkagen, og at den er med til at stimulere hendes omsorgsadfærd.
Endnu en forklaring, som mange hælder til, handler om, at moderdyret simpelthen gør rent efter sig, så lugten fra moderkagen ikke lokker rovdyr til. Nogle mener også, at den blot bliver slubret med, når moderen slikker ungen lige efter fødslen.
Kilde: Jordemoderforeningen
Ifølge Vibeke Visti er der både nogle, der spiser den rå som en smoothie, stegt eller som pulver i kapsler.
Der er ikke fundet beviser for fordele ved at spise moderkagen, men heller ikke, at det skulle være skadeligeligt. Derfor er det ikke noget, jordemødrene blander sig i.
- Der er forskellige holdninger til, om det er okay, og nogle synes, det er ulækkert. Men hvis folk har sat sig ind i det og gerne vil, så har jeg det fint med det. Men det bliver ikke mig, der kommer til at spise den, siger hun.
Som med andre trends går det op og ned. Og det er da heller ikke den eneste moderkage-mode, der har været oppe gennem tiden.
Tidligere har der været flere tilfælde af den såkaldte lotus-fødsel, som går ud på, at man ikke klipper navlesnoren. I stedet opbevarer man ifølge Vibeke Visti moderkagen i en pose med urter, indtil navlesnoren selv slipper barnet.
- Der er ikke mange af dem, men de findes, siger jordemoderen.
Ikke for tøsedrenge
For det meste bliver moderkagen dog på hospitalet, når forældrene vender hjem med en sund og rask baby. Og det er da også sidste del, der fylder mest i Vibeke Vistis dagligdag.
- Det er ikke ufarligt at blive født, så vi skal sørge for, at mor og barn kommer godt igennem. Det er derfor, vi er sat i verden som jordemødre, siger hun.
Jeg tror kun, jeg er blevet kaldt en kælling én gang i mit liv
Trods 25 år i faget er det stadig et stort øjeblik for hende hver gang, men nogle brænder sig fast i hukommelsen.
- Der er altid nogle særlige øjeblikke, der sætter sig. Hvis der nu er nogle, der har haft svært ved at få børn eller har mistet, og så kommer det her ønskebarn, siger Vibeke Visti, der også oplever stor taknemlighed fra forældrene.
- Jeg tror kun, jeg er blevet kaldt en kælling én gang i mit liv, for selvom folk er pressede, siger de normalt ikke noget grimt. Og hvis de kom til at kalde os noget, kan vi også leve med det. En fødsel er ikke for tøsedrenge.
De mange nattevagter, der også følger med jobbet, kan være krævende, men Vibeke Visti kunne alligevel ikke forestille sig at søge andre veje.
- Det er det her, jeg skal lave, understeger hun.
Kom med jordemoderen på arbejde i serien 'Vores Vilde Hospital':