Mobilhandel endte med røveri
27-årig mand anholdt for at have truet en anden mand
Hvad der begyndte som en ganske almindelig handel med mobiltelefoner, udviklede sig i går til et røveri.
Ifølge Østjyllands Politi opstod tumulten på Louisevej i Brabrand, hvor en 17-årig mand og en 27-årig mand havde aftalt at mødes.
Forinden havde de skrevet sammen på en salgsside på Facebook omkring salg af flere mobiltelefoner. Den 17-årige skulle købe telefonerne af den 27-årige mand.
- Ved det personlige møde truede den 27-årige med en knivlignende genstand. Han holdt den frem og viste den, men pegede ikke på ham. Han fik pengene og bad derefter den 17-årige mand om at løbe fra stedet, siger politikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det lykkedes efterfølgende for en politipatrulje at anholde den 27-årige mand, som blev bragt til afhøring.
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, vil han ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser politiet.
Røveriet skete klokken 17.08 sent tirsdag eftermiddag.