Ministre: Uacceptabelt at for mange deltog i begravelse

Torsdag afbrød politiet en begravelse i Aarhus, da flere end 200 deltog og dermed overskred forsamlingsforbud.

Torsdag eftermiddag var flere end 200 forsamlet til en begravelse i Aarhus. Det fik politiet til at bryde ind. Foto: Mathias Øgendahl / Presse-fotos.dk

Det er uacceptabelt, at der torsdag til en begravelse i Aarhus var så mange deltagere, at politiet greb ind for at håndhæve forsamlingsforbuddet.

Det mener justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Et samlet Folketing har besluttet, at begravelser er omfattet af et forsamlingsforbud på 200 personer. Så nytter det selvfølgelig ikke, at flere møder op, siger han.

- Jeg kan godt forstå, at begravelser er en vigtig begivenhed. Men vi bliver altså nødt til at tænke os om og overholde de regler, der er for at holde corona i skak, lyder det fra ministeren.

Politiet afbrød midlertidigt begravelsen på Vestre Kirkegård i Aarhus torsdag eftermiddag, da flere end 200 personer var forsamlet.

Læs også Politi afbrød begravelse: Alt for mange forsamlet

Begravelsen fandt sted blot én dag efter, at grænsen for det tilladte antal deltagere ved udendørs begravelser og bisættelser blev sat ned fra 500 til 200.

Flere blev bedt om at gå

Begravelsen, der var planlagt til at starte klokken 14.00, tiltrak ifølge politiet rigtig mange mennesker, der ønskede at deltage i arrangementet.

Flere tilstedeværende blev derfor bedt om at forlade stedet, så der var færre end 200 personer.

Det lykkes for langt de fleste at overholde retningslinjerne. Derfor er det vigtigt for mig at sende en kraftig opfordring til, at det skal vi alle sammen gøre. 

Joy Mogensen (S), Kultur- og Kirkeminister

Derpå blev ceremonien genoptaget, men flere personer vendte dog retur. Politiet afbrød derfor igen begravelsen. Herefter blev den gennemført.

- Forud for arrangementet har vi været i en intensiv dialog med de pårørende, og vi var til stede før, under og efter begravelseshandlingen for at sikre, at de gældende regler om forsamlingsforbuddet blev overholdt, fortæller politiinspektør ved Østjyllands Politi, Martin Løye, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Rådmand kritiserer statsministeren: - Corona er ikke et etnisk problem

Ifølge Jyllands-Posten fik politiet den imam, som forestod begravelsen, til at forsøge at få folk delt op i mindre grupper. Men folk stimlede stadig sammen. Mange af de fremmødte bar mundbind, skriver avisen.

Kirkeminister: - Jeg ved, at det gør ondt

Også kirkeminister Joy Mogensen (S) mener, at det er uacceptabelt med de mange deltagere.

- Som kirkeminister ved jeg, at mange familier samles for at sige farvel til deres kære. Det gør ondt, og det gør også ondt, at det skal gøres inden for de regler, der er for forsamling i forbindelse med begravelser. 

- Men det lykkes for langt de fleste at overholde retningslinjerne. Derfor er det vigtigt for mig at sende en kraftig opfordring til, at det skal vi alle sammen gøre, siger hun.

Læs også Seksårige Vigga har brug for nyt hjem: Nu samler de nærmeste ind

Politiet vil nu vurdere, om der er beviser nok til at sigte deltagere i begravelsen for at have brudt forsamlingsforbuddet.

- Status er nu, at vi kigger ind i de observationer, vi gjorde os derude, og så vil vi vurdere, om der er grundlag for at rejse sigtelse mod nogen. Konkret skal vi ind og vurdere, om der var flere end 200 deltagere til begravelsen, da den blev gennemført til sidst, siger politiinspektøren til TV2 ØSTJYLAND. 

Vil bede politiet om at være opmærksom på begravelser

DF's gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at det nu er regeringens opgave at sørge for, at politiet fremover sikrer sig, at forsamlingsforbuddet overholdes.

Justitsminister Nick Hækkerup mener dog, at der er de regler, der skal til.

Han hæfter sig ved, at politiet nu er i gang med at undersøge, om deltagerne kan sigtes, efter de gentagne gange brød forbuddet.

Læs også Somalisk forening går til kamp mod corona: - Vi vil tage samfundsansvar

- Og så vil jeg bede politiet fremadrettet om at være opmærksom på begravelser. For alle skal acceptere de anvisninger, som myndighederne kommer med, lyder det fra ministeren.

Ingen blev anholdt eller fik bøder, oplyser politiinspektøren. Det er det, de skal undersøge nu, om der er grundlag for. 

Til TV2 ØSTJYLLAND fortalte politiinspektør Martin Løye, at det var ud fra en konkret vurdering, at politiet valgte at være til stede både før, under og efter lige netop denne begravelse. 

Politiinspektør Martin Løye vil ikke kommentere på, hvem der blev begravet på Vestre Kirkegård torsdag eftermiddag.