Minister om lukningstruede børnehaver: - Vær varsom med bål og brand
Børne- og socialminister Mai Mercado (Kons.) maner til besindighed i Aarhus. Her kritiserer man regeringens ghetto-udspil, da det vil lukke institutioner i de udsatte boligområder
- Det er en katastrofe. Og det vil være at modarbejde ambitionen om at få færre ghettoer i Danmark.
Sådan siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, om en analyse fra børne- og ungeforvaltningen, som viser at børnehaver og vuggestuer i Aarhus´ udsatte boligområder vil lukke, hvis Ghetto-udspillet bliver en realitet.
Læs også
Men børne- og socialminister Mai Mercado (Kons.) forstår ikke bekymringen.
- Vi skal have fokus på børnene her. Og der er for mange børn, som ikke kommer i daginstitution i de udsatte boligområder, end de gør i resten af Danmark. Så i stedet for at diskutere en masse mursten, så skal vi simpelthen diskutere, hvad der er bedst for børnene. Og det er at komme i dagtilbud, siger Mai Mercado.
Skal ikke begå fortidens fejl
Mai Mercado mener ikke, at Aarhus Kommune skal være bekymret, da der er andre muligheder end at lukke institutioner.
- Vi kan se fra andre kommuner, at der er nogen, der laver attraktive tilbud – udflytterbørnehaver, skovbørnehaver, de giver det et løft, så forældre udefra vælger institutionerne til. Det håber jeg også, at Aarhus vil kigge positivt på – og se hvilke redskaber, der er.
Læs også
Regeringen er i dialog med Kommunernes Landsforening, fortæller ministeren. Så hun mener, at Aarhus Kommune skal vente og se, hvad der kommer ud af aftalen.
- Jeg ville være varsom med at sige bål og brand, hvis jeg var Aarhus. Vi er i god dialog med KL, og forhandler helt ned på de enkelte matrikler. Dermed finder vi også nogle gode løsninger, og jeg ser ikke for mig at en masse institutioner skal lukke, siger Mai Mercado.
Ministeren synes, det er ærgerligt, hvis diskussionen kommer til at handle om lukninger af institutioner.
- Det er vigtigt, at have fokus på, at vi ikke skal begå fortidens fejl – det er at skabe daginstitutioner med for høj en koncentration af børn med ikke vestlig baggrund. Fordi vi har set, hvor galt det er gået på skoleområdet og gymnasieområdet, siger Mai Mercado (C), børne- og socialminister.
INSTITUTIONER I UDSATTE BOLIGOMRÅDER
Idrætsinstitutionen Myretuen
Langkærparken
Det Blå Hus
Vuggestuen Haurumsvej
Snurretoppen
Valhalla
Gellerup/Tovshøj
Børnehuset Bækken
Børnehuset Mælkevejen
Vuggestuen Mælkebøtten
Børnehuset Engen
Børnehaven Spiren
Børnehaven Skræppen
Vuggestuen Tovshøj
Børnehuset Stranden
Børnehuset Skoven
Natur og miljøhuset Viben
Junglen
Unimukken
Skovgårdsparken
Skovgårdsparkens Børnehave
Kilde: Aarhus Kommune