Millioninvestering på Aarhus Havn

Grovvarekoncernen Danish Agro vil investere cirka 100 millioner kroner på Aarhus Havn

Foto: Colourbox

Grovvarekoncernen Danish Agro er i vækst, og koncernen har planer om, at væksten skal fortsætte.

Derfor investerer Danish Agro cirka 100 millioner kroner for at få moderne lossefaciliteter og mere lagerkapacitet på Aarhus Havn. Det skriver Aarhus Havn på havnens hjemmeside.

Investeringen vil blandt andet give en fordobling af Danish Agros lagerkapacitet på Aarhus Havn.

Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen glæder sig over, at havnen er attraktiv på det såkaldte bulk-område, som Danish Agro er en del af.

- Det går virkelig godt på bulkområdet, og det er min vurdering, at vi som havn er med til at skabe nogle konkurrencemæssige fordele for vores bulkkunder. Det kan lade sig gøre, fordi vi både har faciliteterne og viljen til at satse på andet og mere end containergods, siger Jacob Flyvbjerg Christensen til Aarhus Havns hjemmeside.