Milliardbyggeri på vej i Gellerup: Vil bygge hotel

Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S har købt 60.000 kvadratmeter byggegrund i Gellerup

Der skal investeres omkring 1,5 milliarder kroner i et 60.000 kvadratmeter stort område i Gellerup. Det er målet for entreprenørfirmaet A. Enggaard, der har købt kvadratmeterne af Brabrand Boligforening.

Området er en tom byggegrund ud til Ringvejen, som bliver kaldt Ringvejskilen Nord, og der er store planer med projektet. 

Læs også Rachid fra Gellerup: Vi føler os endelig som en del af Aarhus

- Grunden er på cirka 60.000 kvadratmeter, og målet er at bygge 60.000 etagekvadratmeter. Udover boliger og erhvervsbyggeri har vi planer om at bygge et hotel. Vi vil gerne skabe et område med et internationalt præg, hvor mange virksomheder, der opererer internationalt, vælger at holde til, siger afdelingschef for A. Enggaard i Aarhus, Peter Thorsgaard i en pressemeddelelse.

Firmaet håber, at en ny lokalplan er klar om halvandet år, så byggeriet kan begynde. 

Læs også Boligforening: Nye regler sender familier på gaden

- Vi har købt grunden, fordi den har en fantastisk beliggenhed tæt på både centrum af Aarhus, motorvejen og den kommende letbane. Derudover tror vi meget på udviklingen af Gellerup/Toveshøj og Helhedsplanen for bydelen,” fortæller Peter Thorsgaard.