Miljøorganisation om natligt brændeovnsforbud: Det vil slet ikke løse problemet

Nattefyring med brændeovne giver relativt lidt luftforurening. Det store problem er fyring i dagtimerne og om aftenen, siger miljørådgiver fra Rådet for Grøn Omstilling, der mener, at brændeovne slet ikke hører til i byerne. Brændeovnsejere skal dog bare lære at fyre korrekt, lyder det fra forening.

SF vil luftforurening fra brændeovne til livs, og derfor har partiet foreslået at forbyde røg fra brændeovne om natten i Aarhus Kommune i by-områder.

Forslaget vil dog ikke batte det store, hvis det skulle blive gennemført, siger Kåre Press-Kristensen, der er miljørådgiver i miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling:

- Der er ingen tvivl om, at et forbud mod at fyre om natten vil være en god idé, men det vil slet ikke løse problemet. Det helt store problem, er den daglige fyring, og den fyring vi har i aftentimerne, siger Kåre Press Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ønsker totalforbud i byer

På længere sigt ønsker SF også et totalforbud mod brændeovne i byerne:

- Vejen frem bliver et forbud i tæt befolkede områder, siger Jan Ravn Christensen (SF), byrådsmedlem i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Se hele interviewet med Kåre Press-Kristensen om brændeovns-forbuddet.


Og det, mener Kåre Press-Kristensen, er den rigtige vej at gå:

- Man skal holde sig fra det. Det er hyggeligt ingen tvivl om det, men det er altså en hygge, der gør andre folk syge. Og det hører ikke til i en moderne storby med miljørigtig fjernvarme, siger han.

Forening: Folk skal bare lære at fyre rigtigt

Forslaget om et forbud bliver ikke godt modtaget i foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne.

Her mener man, at det er et spørgsmål om, at brændeovnsejere lærer at fyre korrekt:

- Hvis brænderøg lugter, er det fordi, der er noget galt med forbrændingen. Og det kan så være, fordi man fyrer uhensigtsmæssigt, har for lidt luft til forbrændingen, at skorstenen er dårlig eller brændet er vådt, siger foreningens sekretariatsleder Kjeld Vang til TV2 ØSTJYLLAND.

Undersøgelser viser, at forurening fra brændeovne er skyld i cirka 400 tidlige dødsfald om året.

Kåre Press Kristensen synes, det er en god idé, at brændeovnsejere informeres om, hvordan man fyrer mere hensigtsmæssigt, men gode for miljøet bliver brændeovnene næppe, siger han:

- Brændefyring bidrager med 60 procent (af den danske partikelforurening, red.), selvom brændeovne kun dækker tre procent af landets energiforbrug.

- Det skyldes, at brændeovne ikke har noget røggasrensning. De brænder enormt urent, selvom man gør sig umage, siger Kåre Press-Kristensen.

Forslag sendt til behandling

SF's forslag om natligt forbud mod brændeovnsfyring blev behandlet onsdag i byrådet. Socialdemokratiet i Aarhus vil ikke stemme for forslaget, men er heller ikke afvisende over for en indsats mod brændeovne. 

Derfor vil de sende forslaget til videre behandling:

- Vi kunne godt vælge bare at afvise det, men det gør vi ikke, fordi vi synes, det er et meget interessant forslag, og vi vil gerne gøre noget på den her dagsorden.

- Derfor sender vi det i magistraten. Her får vi så belyst nærmere: Hvilke muligheder har vi, og hvordan kan vi holde os inden for loven samtidig, siger byrådsmedlem Eva Borchorst Mejnertz (S), medlem af bæredygtighedsudvalget i Aarhus Kommune.

- Vi kunne godt vælge bare at afvise det, men det gør vi ikke, fordi vi synes, det er et meget interessant forslag, siger byrådsmedlem Eva Borchorst Mejnertz (S).
Andreas Steenberg

Radikal profil skifter valgkreds: Steenberg satser på Aarhus

020321 digi Ny døgnvarmestue

play Ny varmestue skal hjælpe på uro og nabogener

jette skive rådmand sundhed og omsorg

Rådmand stiller ikke op til næste kommunalvalg

Letbanen

Onsdag morgen holder letbanen igen stille på grund af frost

Smukfest 2019

Brancher skriger på et coronapas: - Mine fødder bløder nærmest af at trippe så meget

Hjemmeundervisning

Undervisningsminister vil have flere børn til nødundervisning