Nyt projekt skal skabe mere liv under havoverfladen

På Aarhus Havn er der netop blev sat 18 fiske-opholdssteder op for at skabe mere liv og biodiversitet under havoverfladen.

02:25

Metalbure fyldt med østersskaller. 

Det støder man lige nu på flere steder på Aarhus Havn, hvis man tager et kig ned under vandoverfladen. De er nemlig monteret 18 steder langs molen. 

- Det er nyinstallerede biohuts med metalnet og østersskaller, og vi ser allerede nu, at der er flyttet fisk ind i dem. Og det er jo netop det, som vi håber at se - altså at fiskene vil bruge dem som skjulested og derved undgå nogle rovdyr, så biodiversiteten og livet i havnen derved kan øges, fortæller Peter Grønkjær, der er professor i marinbiologi på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Peter Grønkjær mener, at det er oplagt at øge biodiversiteten og livet i havet ved simple midler at omdanne havnemoler til kunstige rev med gode levesteder for kystnære fisk og marine dyr. 

Fokus på biodiversiteten på Aarhus Havn 

De 18 biohuts, som er opholdskasser til fisk, er en del af et forskningsprojekt, som Aarhus Havn har igangsat i samarbejde med Aarhus Universitet og den franske pioner-virksomhed Ecocean. 

Ved den fremtidige udvidelse af havnen er det nemlig også planen, at der skal tænkes på biodiversiteten, så der kan blive mere liv i havnen under overfalden. 

Læs også Nationale restriktioner: Forsamlingsforbud sænkes i hele landet

- Det er meningen, at alger og sådan noget skal sætte sig fast på skallerne, så de små fisk har noget at spise, og når der så kommer en stor fisk, så kan den lille fisk svømme ind i nettet, så den er beskyttet, forklarer Anne Zachariassen, der er teknisk chef på Aarhus Havn, til TV2 ØSTJYLLAND. 

I Aarhus havn er der foreløbig opsat 18 fiske-opholdskasser kaldet Biohuts. 

De første resultater kan allerede ses

Det er nemlig ikke lige meget, om der er fisk eller ej i havnen, og derfor mener Anne Zachariassen også, at man skal gøre, hvad man kan for at beskytte dem. 

- Jeg synes jo, det er vigtigt, at vi også som erhverv gør noget for det, som vi kan, og hvis man med forholdsvist enkle midler kan gøre noget for biodiversiteten, så synes jeg også, man er forpligtet, siger hun. 

Og til stor glæde for projektet, så lader det til, at de første resultater allerede kan ses. 

- Lige så snart, vi fik sat kasserne i, så kunne vi se, at der var fisk omkring dem, siger Anne Zachariassen

Læs også Susanne havde job og var sportstræner - nu ved hun ikke altid, hvad hun laver

De 18 biohuts er monteret langs molen her på Aarhus Havn.