For meget kaos: Anne Louises datter blev hjemme fra skole
Inklusionen af ADHD-børn i folkeskolen går ikke for godt, lyder kritikken fra ADHD-foreningen. Konsekvensen er, at mange børn bliver hjemme fra skole
Børn med ADHD har brug for struktur og forudsigelighed i deres hverdag.
Det er bare ikke altid, at det behov stemmer overens med den virkelighed, de møder i folkeskolen.
Ifølge ADHD-foreningen trives mange inkluderede børn ikke i skolen, og af samme grund er der mange af dem, der slet og ret bliver væk.
Læs også
Det har Anne Louise Friezer fra Lisbjerg erfaret. Hendes datter Rosa skiftede skole efter 3. klasse, fordi hun ikke havde det godt på sin daværende skole.
Mange forskellige lærere, skiftende lokaler og op mod 34 elever i klassen gjorde det svært for hendes datter, som to-tre gange om ugen blev hjemme eller tog hjem fra skole:
- De var tit, hun ringede hjem og sagde: "Kan du komme og hente mig? Jeg orker det ikke mere", fortæller Anne Louise Friezer til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hjemme bruger Anne Louise Friezer skemaer og kalendre til at overskueliggøre datterens hverdag.
- Man er nødt til at være to skridt foran hele tiden. Det skal være forudsigeligt det hele. Ellers så skaber det kaos, fortæller hun.
Aarhus Kommune har ikke tal på, hvor mange børn med ADHD, der bliver hjemme som følge af fejlslagen inklusion.
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Aarhus Byråd, Camilla Fabricius, mener, at der skal mere fokus på at ruste folkeskolerne til at håndtere forskellige elevtyper. Hun har kendskab til flere børn, som har det ligesom Anne Louise Friezers datter:
- Vi har fået henvendelser fra forældre og skoler, hvor man kan være bekymrede for, at det kan være rigtig mange børn, siger Camilla Fabricius.
Anne Louise Friezers datter er nu flyttet til en anden skole, hvor hun er faldet godt til i en klasse med kun 18 elever.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du høre Anne Louise Friezers historie.