Medom: Glad for at der stadig er flertal
SF'eren glæder sig over, at forskellige initiativer til bekæmpelse af parallelsamfund stadig bliver en realitet
På trods af at forhandlingerne om en indsats mod bekæmpelsen af parallelsamfund mandag brød sammen, så er der stadig flertal for det forslag, de røde partier er kommet med. Det bliver så efter al sandsynlighed vedtaget udenom de borgerlige partier, der havde ufravigelige krav, som ikke blev indfriet.
- Jeg er glad for, at vi stadig har et flertal, så vi kan sætte gang i en masse tiltag. De indebærer blandt andet mere kontrol på religiøse friskoler, i foreninger og kamp mod social snyd, fortæller Thomas Medom (SF) til tv2oj.dk.
Han glæder sig samtidig over, at input fra SF om blandt andet en fritidsjobgaranti og et exitprogram er en del af forslaget.
Læs også: Forhandlinger om parallelsamfund brudt sammen
- Det virkede så til, at de borgerlige partier havde taget en valgkampsbeslutning og opfundet krav til lejligheden. Der er jo stadig dele af vores udkast, som de også er enige i, så det virker mærkeligt, siger Thomas Medom.
Fra Socialdemokraternes side er der først og fremmest skuffelse over de blå partiers beslutning mandag aften.
- Det er drønærgerligt med ultimative krav fra de borgerlige, for der er jo ting, vi er enige om. Men dem kaster vi så heller ikke ud af vinduet nu, selvom de forlod forhandlingerne, forklarer Peder Udengaard (S) til tv2oj.dk.
Ønsker stadig bred aftale
Samtidig åbner Socialdemokraterne op for, at den anden fløj kan inviteres indenfor igen til nye drøftelser om problemer med parallelsamfund.
- Vi ønsker den bredest mulige aftale, men nu bliver vores forslag sendt til behandling i byrådet, og så tager må vi tage den derfra. Vi er stadig åbne over for input fra alle partier, fastslår Peder Udengaard.
Et af de ufravigelige krav fra de borgerlige var et totalt forbud mod opførelse af en stormoské i visse dele af Aarhus.
- Jeg tror simpelthen, at vi får et problem med grundloven, hvis vi skriver det ind i aftalen. Der er jo stadig religionsfrihed, så vi kan ikke bare forbyde en moské for altid. Men det tidl. projekt er jo altså droppet, lyder det fra Thomas Medom.
Både han og Peder Udengaard mener, at initiativerne i deres forslag er et stort skridt i den rigtige retning - noget som den borgerlige fløj altså ikke er enig i.