Medarbejder på plejehjem fik corona – nu har smitten spredt sig

Fire medarbejdere og syv beboere er testet positiv for coronavirus på plejehjemmet Hestehavehusene i Aarhus. Indtil videre har de dog alle milde sygdomsforløb.

Fire medarbejdere og syv beboere er konstateret smittet med covid-19 på plejehjemmet Hestehavehusene i Højbjerg ved Aarhus. Det oplyser områdechef Anne Juul Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er det, som vi har frygtet hele tiden. Indtil videre har vi været fuldstændig smittefri, men vi var godt klar over, at det ville være en utopi at tro, at vi kunne undgå det med det smittetryk, som man lige nu ser i Aarhus, fortæller Anne Juul Sørensen.

De positive testsvar er løbende kommet ind efter, at man startede en massiv testrunde ovenpå, at en medarbejder på plejehjemmet fredag den 6. november blev konstateret smittet.

- Da vores medarbejder får det positive testsvar, går vi i gang med at teste alle medarbejdere og beboere de efterfølgende dage. Vi starter med det afsnit, som hun har været på, og efterfølgende bliver alle andre også tilbudt at blive testet, og igår får vi så de sidste testsvar, siger Anne Juul Sørensen.

Beboerne har milde symptomer 

De smittede medarbejdere er sendt i hjemmekarantæne, mens beboere med coronavirus er blevet isolerede i deres lejlighed. Ifølge områdechefen har de dog været heldige, da alle de smittede indtil videre har haft milde sygdomsforløb.

- De smittede har det efter omstændighederne godt, da de kun har milde symptomer i form af ekstra træthed. Vi håber det fortsætter, siger Anne Juul Sørensen.

På plejehjemmet følger man sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og derfor bliver alle beboerne og medarbejderne igen testet i den kommende uge. Anne Juul Sørensen er dog optimistisk i forhold til udfaldet.

- Vi frygter selvfølgelig, at der kan være flere smittede, men vi tror det ikke, da de allerede nu én gang er testet negative, siger hun og fortsætter: 

- Og vi har overholdt alle retningslinjer. Medarbejderne spritter af alle steder. De bruger mundbind, visir og handsker, når de er tæt på beboerne, og når en beboer er smittet, så bruger de også kittel, siger hun.

Desuden er plejehjemmet nu lukket helt ned for besøgende modsat tidligere, hvor beboerne har måttet få en nær person på besøg i lejligheden, og hvor de i opstillede telte udenfor plejehjemmet har kunnet mødes med to personer. 

- Vi føler alle, at vi har gjort, hvad vi skulle, men der har selvfølgelig været en brist på en eller anden måde, siger Anne Juul Sørensen.

Plejen opretholdes 

Da plejehjemmet har måttet sende fire medarbejdere hjem, har der været behov for ekstra kræfter til plejen. Oven i det har der også skullet ekstra mandskab ind til rengøring af fællesarealer. Det er dog ikke noget, som får konsekvenser for beboerne.

- Vi får hjælp fra et internt vikarbureau, og vi har også måttet tage eksterne vikarer i brug, så vi hjælper hinanden på tværs, så det ikke kommer til at gå udover plejen til de ældre. Men det er selvfølgelig ikke rart for de smittede at være isoleret i deres lejlighed, så derfor håber vi, at testsvarene hurtigt bliver negative, forklarer Anne Juul Sørensen.

De smittede medarbejdere, må først møde på arbejde igen, når de har været symptomfri i 48 timer. 

Video c3a22a835841ba-media for publish NBchSmpAuQGuIr