Martin Kirketerp er lærling igen trods OL-guld
Martin Kirketerp vandt OL-guld i 2008. Siden har han skiftet bådtype og har stadig ambitioner om at nå toppen i ny bådklasse
Der hænger allerede en OL-guldmedalje i hjemmet hos Martin Kirketerp, men selv om det er den største drøm for stort set alle sportsfolk, så har den aarhusianske sejlsportsmand ikke droslet ned på ambitionerne.
Han vil stadig vinde mere guld, men i en anden bådklasse end tidligere. Så efter guldmedaljen i 2008 skiftede han 49er båden ud med en TP52.
- Ambitionen er at komme til at sejle Volvo Ocean Race. Hvis du vil komme til tops inden for denne her sportsverden, så skal du ville det mere end de andre, og du skal ville det mere end noget andet, og lige nu vil jeg Volvo Ocean Race og den professionelle sportsverden, siger Martin Kirketerp.
At skifte bådklasse kræver dog ikke kun, at han skal lære en ny båd at kende. For at klare udfordringerne i den nye båd er han nødt til at bygge mere muskelmasse på kroppen, så ved siden af træningen i båden, træner han også styrkeløft for at komme til at veje mere.
Har man først vundet en guldmedalje, forventer de fleste nok, at så er man 'udlært' sejler. Men sådan er det ikke.
- De ting, vi arbejde på til sidst i 49eren, var, om man skulle sætte sin fod her eller der. Og nu hvor jeg sejler offshore, så kan jeg virkelig se, hvor meget nyt jeg mangler at lære endnu. Det synes jeg er fascinerende, at selv om jeg kommer fra OL-guld, så er jeg lærling igen, siger Martin Kirketerp.
I den nye disciplin bliver der sejlet lange ture for eksempel fra London til New York, så den aarhusianske sejler har stadig 200 rejsedage om året, selv om han for to år siden stiftede familie i Aarhus.
Mød OL-guldvinderen, der søger nye udfordringer, i videoen øverst i artiklen.
Videoklippet er en del af programmet 'Livet + det løse', som sendes hver torsdag og fredag på TV 2 | ØSTJYLLAND. Du kan se hele programmet her