Mangel på livsvigtig plasma: Nu prøver blodbanken noget nyt
Blodbanken imødekommer længeventet ønske i en hektisk hverdag.
Alle kneb tages i brug i Blodbanken i Aarhus.
Der er mangler nemlig rigtig meget plasma, og derfor er der nu også lørdagsåbent i Blodbanken på Palle Juul-Jensens Boulevard i Skejby.
- Vi mangler rigtig meget for at blive selvforsynende med den medicin, der bliver fremstillet af plasma. Vi har kunnet høre på donorerne og i forhold til kapaciteten, at der er behov for nogle andre åbningstider, så alle har mulighed for at komme, siger Sabina Christensen, administrativ leder i Blodbanken til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge hende er det svært at finde tid til Blodbanken mellem hverdagens arbejde, børn, fritidsaktiviteter og hentning. Så er der nogle, der har lettere ved måske lige at få tid til det i weekenden, mener lederen.
Hvad bliver plasma brugt til?
Det meste plasma anvendes til at fremstille medicin. Den største del af det indsamlede plasma anvendes til at udvinde stoffet immunglobulin. Immunglobulin består af antistoffer og er livsnødvendig for patienter med nedsat immunforsvar, som ikke kan bekæmpe infektioner selv.
Kilde: Bloddonorerne Danmark
Og at dømme efter denne første åbne lørdag kommer det til at virke efter planen.
- Tilstrømningen har været overraskende god. Vi har næsten haft alle vores tider booket, og det er langt over forventning, så det er vi meget glade for, siger hun.
Kom hver 14. dag
Samtidig med de udvidede åbningstider er det også blevet slækket på kravene til plasmadonorerne. Tidligere var der krav til blodvolumen, men det ændrestil, at man mindst skal veje 60 kilo.
Det er ikke længe siden, at blodbanken fik nyt udstyr, så det ofte ikke tager mere end 30-45 minutter, afhængig af hvor meget der skal tappes. Det bestemmes efter donorens højde og drøjde.
Man må tappes hver 14. dag.
Manglen på plasma er så stor, at det bliver importeret fra USA. Men det kan gå ud over kvaliteten, da man i USA kan få betaling for sine donationer, og derfor kommer folk oftere, og det forringer kvaliteten.