Mand ville røve kiosk
Modig ekspedient fik ham afvæbnet
En 25-årig mand forsøgte søndag aften kl. 23.08 at røve en kiosk på Nørregade i Aarhus.
Med ansigtet tildækket af et tørklæde gik manden ind i kiosken, her truede han med en legetøjspistol den 53-årige ekspedient med ordene:
"Åbn kassen, åbn kassen."
Men ekspedienten fulgte ikke den 25-åriges mand opfordring, tværtimod så greb han fat om røverens håndled og slog det med så stor kraft ned på kasseapparatet, at gerningsmanden tabte sin pistol.
Det fik den 25-årige mand til at tage flugten ud af kiosken, men et vidne der havde overværet episoden inde i kiosken udefra havde allerede tilkaldt politiet, der kort tid efter kunne anholde manden i en baggård tæt ved Sams Bar.
- Når personer med en anden etnisk oprindelse end dansk bliver udsat for røveri, så oplever vi, at de hyppigere tager kampen op med gerningsmanden end etniske danskere. Denne gang her gik det godt, men det er ikke noget, vi umiddelbart anbefaler, at man gør, siger Mogens Brøndum politikommissær ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 25-årige mand blev i dag i et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.