Mand udgav sig for at være fra Skat: Kvinde udleverede oplysninger
Kvinde udleverede personlige oplysninger til mand, der udgav sig for at være fra Skat. Politiet opfordrer til, at man bruger sin sunde fornuft
Søndag formiddag omkring kl. 9.30 blev en 47-årig kvinde ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Skat.
- Han fortalte kvinden, at han arbejder for Skat, og at han skal bruge hendes adgangskode til NemID, konto- og CPR-nummer for at overføre 2000 kr. til hendes konto, fortæller Janni Lundager, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Læs også
Han ringede to gange til hende med cirka 15 minutters mellemrum. Kvinden udleverede sine personlige oplysninger til ham.
- Hun bliver efterfølgende mistænkelig, derfor kontakter hun politiet og sin bank, hvor hun får indgivet anmeldelse og får spærret kort og koder, siger Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi har ikke modtaget lignende anmeldelser inden for det seneste døgn.
- Det er noget, der dukker op af og til, hvor borgere har udleveret deres oplysninger.
Råd til at undgå at blive snydt
De opfordrer folk til at bruge deres sunde fornuft, hvis de bliver kontaktet.
- Man skal aldrig udlevere sine personlige oplysninger over telefonen. Man bliver nødt til at være skeptisk. En myndighed vil aldrig bede en om at udlevere personlige oplysninger over telefonen, fortæller Østjyllands Politi.
Den 47-årige kvinde fik spærret sine kort og konto inden, at personen fik hævet nogle penge. Politiet ved ikke, hvem personen er.