Mand uden kørekort: Standset to gange på 19 minutter
På bare 19 minutter kunne politiet to gange stoppe den samme mand, der kørte uden kørekort. En biljagt endte med, at føreren forsøgte at gemme sig.
Klokken 18.01 mandag aften stoppede færdselsbetjente fra Østjyllands Politi en 35-årig mand på Langdalsvej i Brabrand.
Han kørte 69 kilometer i timen, hvor 50 er det tilladte.
Samtidig kunne betjentene ved standsningen af køretøjet konstatere, at manden var frakendt køreretten.
Han blev derfor sigtet for begge dele.
Bare 19 minutter senere, klokken 18.20, var den gal igen. Her kunne færdselsbetjentene standse det samme køretøj med samme fører. Da han i den mellemliggende periode ikke havde fået erhvervet sig kørekortet, fik han på ny endnu en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.
Større færdselsindsats
Den 35-åriges sigtelser var en følge af en større færdselsindsats i det vestlige Aarhus, som Østjyllands Politi gennemførte mandag aften.
Her blev i alt 19 personer sigtet for 25 forseelser. Blandt andet blev en 20-årig mand standset med 118 kilometer i timen, hvor 70 er det tilladte.
En 30-årig mand forsøgte at undslippe politiet, der havde målt ham til at køre med 82 kilometer i timen på Holstrupgårdsvej, hvor den højeste tilladte hastighed er 60 kilometer i timen.
Jagten sluttede på Agerøvej i Tilst, hvor han forsøgte at gemme sig for politiet. Det lykkedes dog ikke, og han kunne få en sigtelse for kørsel uden førerret, da politiet fik fat på ham.