Mand stjal 17 pakker kød i Netto: Stak af med tyvekosterne i rullekuffert
En mand blev mandag aften anholdt efter at have stukket af fra Netto med 17 pakker kød i en kuffert.
Et noget anderledes tyveriforsøg blev mandag aften stoppet af politiet i Aarhus, da en mand blev fanget med 17 stjålne pakker kød.
Østjyllands Politi modtog en anmeldelse fra Netto i Storcenter Nord i Aarhus, om en butikstyv, der havde stjålet 17 pakker kød, som han havde lagt i en rullekuffert, hvorefter han var stukket af fra stedet.
En medarbejder havde set den 22-årige mand stige på buslinje 2A, der kort efter blev stoppet af en patrulje.
Politiet fandt en mand bagerst i bussen, der passede på medarbejderes beskrivelse.
Betjentene bad herefter manden vise, hvad han havde i sin kuffert, og den var som mistænkt fyldt med kød fra Netto.
Den 22-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri.
Manden blev bagefter kørt retur til Netto, der fik tilbageleveret de stjålne varer. Herefter fik han besked på, at han ikke fremover må komme tilbage ind i Netto, hvorefter han blev løsladt igen.