Mand sigtet for hjemmerøveri mod bekendt
En 26-årig mand opsøgte sin veninde og truede hende til at udlevere kontanter
Østjyllands Politi fremstiller i dag i retten i Aarhus en 26-årig mand, der er sigtet for for røveri.
Onsdag aften opsøgte han en 24-årig kvinde, som han kender i forvejen, i kvindens hjem.
- Han opsøger hende med henblik på at få kontanter. Han slår hende en enkelt gang og truer hende. Han får kun et mindre kontantbeløb med derfra, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Røveriet fandt sted på Vikærsvej i Risskov, og manden blev anholdt på stedet.
Han vil blive fremstillet i retten i dag, torsdag, klokken 11. Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om lukkede døre, og politiet har derfor på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen.