Mand påkørt af ambulance
I livsfare efter alvorlig ulykke ved DHL-stafet
22. aug 2013, kl. 22:07
Mere end 30 dage gammel
En hjemmeværnssoldat blev her til aften omkring klokken 20 påkørt af en ambulance under udrykning.
Ulykken skete i krydset ved Oddervej og Kongevejen i Aarhus, hvor hjemmeværnssoldaten stod og dirigerede trafikken i forbindelse med DHL-stafetten.
- Han er alvorlig tilskadekommet. Hans tilstand er meget kritisk, siger vagtchef Per Bennekov fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden er kørt til Traumecentret på Aarhus Universitetshospital, hvor han lige nu er under behandling.
Østjyllands Politi kender ikke på nuværende tidspunkt de nærmere omstændigheder omkring ulykken.