Mand overfaldet på bænk
Blev slået og sparket flere gange i ansigtet
Østjyllands Politi kender endnu ikke motivet til et overfald i Aarhus Midtby søndag aften.
Politiet har nemlig hverken vidneforklaringer fra personen, der blev overfaldet, eller personen, der udøvede volden.
Anmeldelsen om voldsepisoden kom fra et vidne, som havde set en 53-årig mand blive overfaldet på en bænk af en 44-årig mand ved Frederiksbjerg Torv i Aarhus.
Manden blev slået fire-fem gange i ansigtet og sparket to gange i ansigtet.
Den 44-årige mand blev umiddelbart efter anholdt og sigtet for vold, men hvad der helt præcist var sket, er stadig uklart:
- Forurettede var så fuld, at han ikke kunne fortælle noget, og den anden ville ikke fortælle noget, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet vil nu tage kontakt til den 53-årige mand og håber på den måde, at kunne finde frem til motivet.