Mand jagtede mistænkelig gruppe ned i parkeringskælder

Onsdag aften satte en 30-årig mand i løb efter en indbrudstyv og fik ham stoppet.

Onsdag aften blev politiet kaldt ud til en parkeringskælder i Bruuns Galleri, hvor en civil havde fanget en indbrudstyv. Foto: Rigspolitiet

En patrulje blev onsdag aften klokken 20.08 sendt til H.N. Clausens Gade i Aarhus C, hvor en 30-årig mand var løbet efter tre formodede gerningsmænd til et indbrud.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Plejere aftaler at snyde med beboers piller

Den 30-årige mand forklarede til politiet, at han havde set tre mænd gå ind i en baggård, hvor de skaffede sig adgang til et kælderrum.

Mændene bar sportstasker og kiggede sig nervøst omkring, forklarede den 30-årige.

Stak af men blev fanget

Den 30-årige fulgte efter de tre mænd, fordi det virkede mistænkeligt. Han spurgte, hvad de lavede og sagde til dem, at han ville ringe til politiet.

Det fik de tre mænd til at stikke af, og den 30-årige satte efter dem. Under flugten smed de tre mænd blandt andet flere smykker og en mobiltelefon fra sig.

Læs også Hannes kro er ødelagt af brand: Jeg tænkte bare 'fuck'

Den 30-årige mand fortsatte efter to af mændene ind i parkeringskælderen under Bruuns Galleri, hvor det lykkedes ham at få fat på den ene og tilbageholde ham, mens han mistede den anden af syne.

Kort efter ankom en patrulje til parkeringskælderen, hvor de anholdt den 18-årige mand, som den 30-årige havde tilbageholdt. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for indbrud og taget med på politistationen.

Læs også Politiet efter drabssager: Vi er opmærksomme på, om noget skal hævnes

En anden patrulje kørte rundt i området for at finde de to andre formodede gerningsmænd. Her fandt de en 26-årig mand i nærheden, der passede på beskrivelsen. Den 26-årige blev også anholdt og sigtet for indbrud. Politiet har en formodning om, hvem den tredje mistænkte er.