Mand dømt for at banke sin kæreste
En 35-årig mand er idømt et års fængsel for blandt andet grov vold mod sin kæreste.
Tre tilfælde af grov vold mod en kvinde koster en 35-årig mand fra Aarhus et år i fængsel.
Manden blev i sidste uge dømt ved Retten i Aarhus, hvorefter han blev overdraget til Kriminalforsorgen til fortsat varetægtsfængsling.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Den 35-årige har i forvejen siddet fængslet siden den 31. december 2022, hvor han blev anholdt og i den forbindelse kun gjorde det værre for sig selv ved at modsætte sig anholdelse og smide skældsord i hovedet på betjentene.
De tilfælde af grov vold, der primært danner grundlag for domfældelsen, er begået i løbet af hele 2022 på to adresser i henholdsvis Stavtrup og Risskov. Volden indebar ifølge tiltalen både slag, spark og kvælertag.
Ifølge TV2 Østjyllands oplysninger er volden gået ud over mandens kæreste, som han gennem en årrække har haft et on/off samlivsforhold med.
Ankede på stedet
Det seneste tilfælde af vold fandt sted den 30. december og fortsatte hen over midnat til de sene nattetimer den 31. december. Undervejs var betjente en gang forbi for at dæmpe gemytterne, og senere blev politiet tilkaldt igen, hvor manden altså blev anholdt og senere på dagen varetægtsfængslet.
- Det kan altid give nogle naturlige udfordringer i forhold til at få en sag belyst, når volden er foregået inden for hjemmets fire vægge, siger anklagerfuldmægtig Lukas Callesen, som har ført sagen for anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
- I denne sag afgav kvinden en særdeles troværdig forklaring, der i øvrigt var understøttet af flere uafhængige henvendelser til politiet ved den seneste episode, uddyber Lukas Callesen.
Den 35-årige mand blev foruden de tre tilfælde af grov vold også dømt for et butikstyveri begået mod et supermarked i juli samt for hærværk med graffiti mod et andet supermarked i august. Derudover var han tiltalt for i flere tilfælde at have truet andre personer.
- Alt i alt er jeg meget tilfreds med rettens dom, og jeg er tilfreds med at den af retten udmålte straf ikke lå langt fra anklagemyndighedens påstand, siger Lukas Callesen, der havde krævet et år og tre måneders fængsel.
Den 35-årige dømte mand ankede på stedet dommen til landsretten. Han nægter sig skyldig og har ligeledes krævet, at varetægtsfængslingen droppes.