Mand blottede sig for medpassager i bus
Politiet mistænker, at det er samme blotter, der har krænket de to kvinder i to forskellige busser.
To kvinder fik sig onsdag en ubehagelig overraskelse i en bybus, da den kørte gennem Risskov i Aarhus.
Første episode udspillede sig 17.08, da en 48-årig kvinde var med bus 1A, fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.
- Da bussen var ved Ravnsøvej bemærkede hun en mandlig passager, som stod meget tæt på hende med sit lem fremme. Da kvinden råbte efter ham, blev han forskrækket og skyndte sig ud af bussen, står der i politiets døgnrapport.
Læs også
Anden episode skete kun syv minutter senere for en 19-årig kvinde, der var med 6A.
- Da den holdt på Kantorvænget, bemærkede hun en mand, der sad på et sæde ved siden af med sit lem synligt fremme, mens han onanerede, står der i rapporten.
Da den 19-årige gik op til buschaufføren for at informere ham, flygtede blotteren ud af bussen ved næste stop.
Sker ofte
De to tilfælde er registreret kort efter hinanden, men det vides ikke med sikkerhed, om der er tale om samme blotter.
- Der er en mistanke om, at det er den samme person. Nu skal vi have tjekket op på signalement og kigget overvågning igennem, siger Jakob Christiansen.
Læs også
Ifølge ham er der ofte anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, og han opfordrer også til, at man altid anmelder det.
- Hvis man oplever det, skal man gå væk fra vedkomme og kontakte politiet, siger Jakob Christiansen.
Politiet har indtil videre ikke valgt at offentliggøre et signalement af blotteren.
Tidligere på året var en serieblotter på spil i Mollerup Skov i Aarhus, indtil en vaks løber hjalp politiet med at få ham anholdt.