Mand anholdt for skuddrab på 21-årigt tilfældigt offer
En 27-årig mand er blevet anholdt for skuddrabet på den 21-årige mand, der natten til den 8. marts blev fundet død i sin bil i Viby. Det oplyser Østjyllands Politi onsdag morgen.
Tirsdag formiddag foretog Østjyllands Politi en anholdelse i sagen om drabet på en 21-årig mand, der den 8. marts blev skudt i sin bil, mens han holdt i et kryds i Viby.
Den anholdte er en 27-årig mand, som blev anholdt klokken 10 tirsdag på en adresse i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.
Den 27-årige mand, som nu er sigtet for drabet, vil onsdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
- Vi har i vores efterforskning foretaget et meget systematisk og struktureret efterforskningsarbejde. Vi har kigget timevis af videoovervågning igennem, foretaget en række vidneafhøringer og et stort antal tekniske undersøgelser, og det har alt sammen været med til at lede os frem til anholdelsen af den 27-årige, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en kommentar i pressemeddelelsen.
Den 27-årige er foruden drabet sigtet for at besidde et skydevåben på et offentligt sted under særligt skærpende omstændigheder, oplyser politiet.
Der er ifølge Brian Voss Olsen ingen relation mellem den dræbte og den sigtede.
- Vi har arbejdet ud fra flere forskellige hypoteser til motivet for drabet, men det var dog allerede tidligt i efterforskningen, at vi kunne fastslå, at den 21-årige var et helt tilfældigt offer. Han havde ingen relationer til det det kriminelle miljø eller til bandegrupperinger, og han har heller ingen forbindelse til den nu anholdte person, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Udelukker ikke flere gerningsmænd
Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at drabet kan være banderelateret, men det er fortsat for tidligt at konkludere, hvad motivet til skudafgivelsen var, oplyser politiet.
Politiet er desuden opmærksom på, at der på videoovervågning fra gerningsstedet var mindst to personer på gerningsstedet, hvorfor politiet ikke vil udelukke yderligere anholdelser i sagen.
- Vi har fortsat en del efterforskningsskridt, der skal foretages, og som vi gerne vil holde for os selv på nuværende tidspunkt. Derfor ønsker vi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen, siger Brian Voss Olsen.
Anklagemyndigheden vil derfor også anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.