Malenes børn reddede hende fra døden
Børnene Oscar, Carl og Ingrid handlede hurtigt, da deres mor fik hjertestop. Nu er de sammen med et nabopar blevet nomineret til prisen Årets Hjerteredder.
Da Malene Kjeldmand pludselig blev ramt af et hjertestop, reagerede hendes tre børn hurtigt og hentede den hjælp, som reddede hendes liv.
Nu er børnene og naboparret nomineret til prisen Årets Hjerteredder 2022.
- Jeg synes, de har fortjent det. Det betyder alverden, at jeg kan give dem bare et eller andet tilbage, siger Malene Kjeldmand.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det har været, fortsætter hun.
- Det her sker bare ikke
En ellers rolig decemberdag udvikler sig dramatisk, da Malene Kjeldmand pludselig får det skidt efter en gåtur med sine tre børn. Hun oplever en voldsom hjertebanken og får svært ved at trække vejret.
- Jeg kunne godt mærke, at det var ved at gå galt, siger Malene Kjeldmand.
Hun får hurtigt sendt sin ældste søn, Oscar på 15 år, over til naboen for at hente hjælp. Malene Kjeldmand var på det tidspunkt ikke i tvivl om, hvor alvorligt det var ved at blive.
- Jeg tænkte, at det her sker bare ikke. Mine børn skal ikke stå her uden deres mor, fortæller hun.
Læs også
Malene Kjeldmand ringer til akutlægen, men kommer ikke igennem, før hun mister bevidstheden. Carl på 13 år overtager telefonen og ringer 112.
Oscar er i mellemtiden løbet over til naboen for at hente hjælp, men ved på det tidspunkt ikke, at hans mor ikke længere er ved bevidsthed. 9-årige Ingrid løber efter ham for at sige, at han skal skynde sig.
- De første naboer var ikke hjemme, men til de næste sagde jeg, at mor havde det dårligt, og spurgte, om de ikke ville komme og kigge, fordi vi var alene hjemme og holdt øje med hende, siger Oscar Kjeldmand.
Naboparret Marianne Vestergaard og Henrik Knudsen følger med Oscar og Ingrid over til huset, hvor de finder børnenes mor liggende på maven på stuegulvet.
Hun er ved at blive blå og har fråde ud af munden.
- Jeg kan huske, at jeg råbte til hende, at det var da alt for tidligt, for hun var jo kun 41 år, fortæller Henrik Knudsen.
Han rusker i Malene og taler til hende, men der er ingen respons.
- Der ved jeg, at jeg skal i gang med hjerteredning, siger Henrik Knudsen.
Læs også
Marianne Vestergaard tager de tre børn med ud af stuen, så de ikke skal se deres mor sådan. De finder nogle dyner og sætter sig sammen i gangen.
Ambulancen ankommer
Mens Henrik Knudsen giver Malene Kjeldmand hjertemassage, begynder de første hjerteløbere at ankomme.
Tilfældigvis er den første hjerteløber læge, den næste er sygeplejerske og den tredje har en hjertestarter med, som Henrik Knudsen med det samme tager i brug.
- Jeg får lidt tunnelsyn. Jeg ænser, at der er andre, men jeg fortsætter bare og har mit fokus på hende, siger Henrik Knudsen.
Læs også
Idet ambulanceredderne kommer, tager de over og får stabiliseret Malene Kjeldmand.
Da Henrik Knudsen hjælper med at bære båren ud af huset, er mange stimlet sammen udenfor.
- Der var nok 12 hjerteløbere. Der stod virkelig mange, så jeg troede først, at det var tilskuere, siger Henrik Knudsen.
Efterfølgende blev Malene Kjeldmand indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor lægerne kunne fortælle hende, at hjertestoppet var forårsaget af en ekstra såkaldt ledningsforbindelse til hjertet, som nu er blevet brændt væk.
En velfortjent nominering
Malene Kjeldmand, der i dag har det fint, ser tilbage på episoden med stor stolthed over sine børn.
- Jeg er fuld af forundring over, at de handlede så flot og så hurtigt.
- Tænk hvis de ikke havde været der. Jeg havde ikke kunnet det samme, hvis de ikke havde handlet så godt, siger hun.
Henrik Knudsen er heller ikke i tvivl om, at børnene har fortjent nomineringen.
- Jeg er imponeret over børnene. De skal virkelig have et skulderklap. Det var fantastisk, at de kunne bevare den ro, siger han.
Men for hans eget vedkommende ser han ikke behov for at blive hædret.
- Jeg synes det er lidt for meget. Man bliver heltegjort, og det er jeg ikke, siger Henrik Knudsen.
Vinderen af Årets Hjerteredder 2022 bliver kåret til indsamlingsshowet Hjertegalla, der løber af stablen lørdag den 12. marts på TV 2 Charlie.