To mænd stukket ned med kniv i Aarhus-forstad
Knivstikkeri er formentlig udspringer af en intern konflikt, lyder det fra Østjyllands Politi
Det var synet af to hårdt sårede mænd, som mødte politifolk fra Østjyllands Politi, da de mandag aften kl. 22.49 blev kaldt ud til en adresse i Hasselager i det sydlige Aarhus.
Mændene på henholdsvis 23 og 24 år var ifølge politiet blevet stukket ned med kniv og befandt sig i "kritisk tilstand". De nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet vil Østjyllands Politi ikke kommentere her dagen derpå.
- Vi melder ikke andet ud, end det vi allerede har sagt, siger politiassistent Marianne Morgen, som understreger, at politiet holder kortene tæt ind til kroppen.
Læs også
Hvor knivstikkeriet helt nøjagtigt fandt sted, og hvad relationen er mellem de to mænd, er derfor uvist. Natten igennem har Østjyllands Politi forsøgt at finde svar på, hvad der er sket og teorien er, at knivstikkeriet "formodes at udspringe af en intern konflikt", oplyser politiet.
For bare en måned siden måtte Østjyllands Politi også tilkaldes i forbindelse med tumult i Aarhus Syd-bydelen. Lørdag den 10. december 2016 blev en patrulje kaldt ud til boligområdet Rundhøj - otte kilometer fra Hasselager - hvor en 17-årig mand blev beskudt.
Læs også
Fire måneder forinden var der også meldinger om skyderi og lignende optøjer ved Rosenhøj i Viby, som ifølge politiet var konsekvens af opgør mellem to grupper. Dengang besluttede Østjyllands Politi sig for at indføre visitationszoner i både Rundhøj og Rosenhøj. Om nattens knivstikkeri har rødder i gruppe- eller bandekonflikter vil politiet heller ikke kommentere.