To mænd røvede Rema 1000
Truede personalet med en kniv
Østjyllands Politi leder lige nu efter to mænd, som lørdag røvede Rema 1000 på Kirketorvet i Tranbjerg ved Aarhus.
- De to mænd venter på, at personalet forlader butikken ved lukketid, og så presser de dem ind i butikken igen, siger vagtchef Martin G. Christensen fra Østjyllands Politi.
Gerningsmændene truede personalet med en kniv, og fik dem til at åbne pengeskabet i butikken. Her tog de kontanter, ligesom de stjal cigaretter og cola, inden de stak af fra stedet i ukendt retning.
De to mænd beskrives som:
A: Dansk af udseende og mellem 18 og 20 år gammel. Han er omkring 170-175 centimeter høj og spinkel af kropsbygning. Han var under røveriet iført en lille sort hue, og han havde et sort halstørklæde for munden. Derudover havde han en sort Canada Goose jakke på og var bevæbnet med en kokkekniv.
B: Dansk af udseende og cirka 20 år gammel. Han er omkring 180 til 185 centimeter høj og ranglet af kropsbygning. Han var iført en sort softshell jakke med hætte, og havde en mørk bandana for underansigtet. Derudover var han bevæbnet med en kniv med en bladlængde på cirka 10 centimeter.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.