To mænd overfaldet med slag og spark
To unge mænd på 18 år fra Viby er anholdt og sigtet for vold
Natten til lørdag blev to mænd på 28 og 29 år, begge fra Aarhus, overfaldet ved Dokk1 i Aarhus. Østjyllands Politi har anholdt to unge mænd, der nu er sigtet for vold.
Overfaldet fandt sted klokken cirka 02.37. Ifølge et vidne blev de to forurettede tilbudt at købe narko af de to unge mænd fra Viby. De afslog dog tilbuddet, og pludselig opstod der tumult, oplyser Østjyllands Politi.
Brækket næse
- Gerningsmændene blev sure, og den ene forurettede blev slået i hovedet og brækkede næsen. Den anden blev sparket og trampet hårdt i ryggen. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Groft hærværk mod biler i Aarhus
Manden havde store smerter i ryggen, men der var heldigvis ikke brækket noget, oplyser vagtchefen.
- De to gerningsmænd var løbet væk fra stedet, men cirka 15 minutter senere fandt vi dem i nærheden af Åen og fik dem anholdt, siger Carsten Dahl.
De to unge mænd er blevet afhørt og løsladt, men de er begge sigtet for vold.