Mads og Mette er forelskede: Nu træner de til deres store drøm
Det er ikke altid nemt at være anderledes, men på et særligt kollegie kæmper kæresteparret for deres store drøm.
Der bliver sendt mange kærlige blikke mellem Mads og Mette, der som ethvert andet forelsket par lige er flyttet sammen.
På den trange plads, midt i madlavning og pligter, der følger med at flytte hjemmefra, prøver de at leve et så normalt liv som muligt. Her sker det blot med hjælp fra en række pædagoger.
26-årige Mads og 23-årige Mette har begge Downs syndrom. De er derfor flyttet sammen på Jobkollegiet i Brabrand, hvor de bor med andre unge, der har særlige behov.
- Jeg vil gerne bo sammen med Mads, for det er ham, jeg er forelsket i. Så vi skal lære at bo sammen og have pligter, fortæller Mette.
Beboerne på kollegiet får både bo- og erhvervstræning, der skal hjælpe dem til på sigt at bo selv. Noget som parret, der har været kærester i to år, ser frem til.
Og selvom de blot deler et værelse, så vidner de mange kys og kærlighedserklæringer om, at kærligheden stadig blomstrer i de nye rammer. Det er noget med kemi, forklarer Mads.
Øver sig til Robinson
Til daglig går Mette i skole, mens hun prøver at finde ud af, hvad hun gerne vil, når hun er færdig. Helst vil hun gerne være model og bare være lækker.
Hvad er Jobkollegiet?
Mads har allerede fundet sit kald på lageret i supermarkedet Løvbjerg. Her ordner han pap- og plastaffald fra butikken.
- Nogle gange kan det være svært, men jeg er glad hver eneste dag på arbejde, siger han.
Om aftenen har Mads og Mette en helt særlig tradition. Sammen øver parret sig til tv-programmet Robinson Ekspeditionen, fordi Mads drømmer om at være med.
- Jeg synes, det er et godt program, og jeg vil gerne være muskuløs for min kæreste og gøre hende stolt, forklarer Mads.
Selvom parrets kærlighed til hinanden ofte farver verden lyserød, er det heller ikke altid nemt at være anderledes.
Kan ikke stifte familie eller få kørekort
Det kan til tider gøre Mads ked af det, at han, fordi han er udviklingshæmmet, ikke har samme muligheder som alle andre. Det fortæller hans mor, Annie Sørensen.
Da Mads var yngre, blev han bevidst om, at han ikke var helt almindelig, da han ikke kunne følge i sin storebrors fodspor og starte i den lokale folkeskole.
Efterhånden som han er blevet ældre, er der dukket nye ting op, som han aldrig får mulighed for at prøve.
- Han er ked af det, når vi taler om, om han nogensinde får kørekort. Det får han ikke. Han er også ked af det, når vi taler om, at han ikke kan blive far, for det vil han faktisk rigtig gerne, siger hans mor.
Derfor betyder det også ekstra meget for Annie Sørensen, at hendes søn har fundet det, hun kalder verdens skønneste kæreste, i Mette.
En fælles drøm
Fremtiden er da også fuld af håb og drømme for parret.
Jobbet i Løvbjerg regner Mads med at beholde. For som han påpeger, så er han altså ikke sikker på, at de kan klare sig uden deres papchef.
- Det kunne jeg se efter juleferien. Der var meget pap, siger han.
Den største drøm er dog fælles. Parret håber, at de snart kan flytte i egen lejlighed sammen i et bofællesskab eller lignende, hvor de kan få støtte, selvom de bor selv.
Se hele første afsnit i serien om Mads og Mette her: