Mads er Danmarks bedste mekanikerelev
21-årig tog titlen ved DM i Skills
Mads Mortensen fra Aarhus Tech er i lære som personvognsmekaniker og kan nu kalde sig landets bedste af slagsen.
Lørdag vandt han nemlig danmarksmesterskabet ved DM i Skills 2012, der blev afholdt i Odense. I tæt konkurrence med syv andre elever fra danske erhvervsskoler blev han efter tre dagens intens konkurrence udråbt til vinder.
- Jeg var noget nervøs inden konkurrencen gik i gang i torsdags, men jeg har trænet et par dage på skolen, og det har helt sikkert hjulpet mig. Jeg kom lidt skidt fra start, men så kørte det bare for mig, og jeg synes selv, at jeg fik løst alle fire opgaver ret godt, fortæller den 21-årige mekaniker fra Galten i en pressemeddelelse.
Mads Mortensen har stået i lære i bilhuset Nellemann Aarhus og servicechef Frank Kronholm er også glad for det flotte resultat.
- Jeg vidste godt, at Mads havde potentialet til at snuppe danmarksmesterskabet, men når jeg ser den hårde konkurrence, som han har været ude i her de sidste tre dage, så er jeg dybt imponeret over ham, og vi er selvfølgelig meget stolte af ham i firmaet.
Yderligere to sejre gik til Østjylland. Jimmi Jørgensen fra Allingåbro vandt i førsteplads i kategorien maskinsnedkerelev og Thor August Peitersen fra Aarhus vandt bedste møbelsnedkerelev.
Det er anden gang, der afholdes DM i Skills i Odense. I år med et tilskuertal på 14.000.