Mads blev millionær på en weekend: - Det var en helt vild oplevelse

Økonomien i aarhusianske Mads Skovgaards firma Fair Games har fået en markant løft, efter spilplatformen Steam fik øjnene op for hans spil Necesse.

I Filmbyen i Aarhus sidder spiludvikler Mads Skovgaard i fællesskabet for startups hos Ideas Lab. Han har sandsynligvis et stort smil på.

For nylig fik den store spilplatform Steam nemlig øjnene op for hans spil Necesse, og det kan århusianeren mærke på både antallet af spillere og antallet af kroner på bankbogen.

- Indtil videre er det stadig meget tal på en skærm. Man ser det lige så stille komme ind på kontoen. Det er helt vildt, fortæller han.

Flere år som hobby

Mads Skovgaards firma Fair Games så dagens lys i 2020, men spillet har i virkeligheden været 10 år undervejs.

Mads Skovgaards spil Necesse har fået et kæmpe boost, efter det blev tilgængeligt på spilplatformen Steam.
Mads Skovgaards spil Necesse har fået et kæmpe boost, efter det blev tilgængeligt på spilplatformen Steam.

- Som barn har jeg altid spillet spil. Den interesse har lige så stille udviklet sig til at designe og udvikle spillet, så det har været en drøm længe nu. Det er flere år, hvor jeg har haft det som hobby, og nu er det blevet til et job og en virksomhed, siger han.

I Ideas Lab, som er et fællesskab for startups inden for film, spil og animation, glæder man sig over Mads Skovgaards succes.

- Vi har heppet på Mads i lang tid. For os er det bare fedt, at nogen slår igennem med det, de laver. Det giver blod på tanden at se, at det kan lykkes, siger Lars Lykke Thorntoft, som selv er spiludvikler.

Skal investeres

De mange penge, som lige nu tikker ind på Mads Skovgaards konto, skal ikke bare bruges på gak og gøgl, men skal investeres i firmaet.

- Jeg ser et kæmpe loft for det her spil. Sådan nogles om Minecraft har solgt rigtig mange millioner kopier, og jeg ser, at måske om nogle år kan jeg også nå derop ad, siger den nyslåede millionær.

Mads Skovgaard har i løbet af en weekend tjent en million kroner på spillet Necesse. Med base hos Ideas Lab i Filmbyen i Aarhus, har han selv udviklet, programmeret og tegnet spillet.