Lys i coronamørke: Per vinder fornem pris og en halv million kroner

Rigtig mange af landets undervisere kæmper med fjernundervisning. Ikke Per Hessellund.

02:12

Per Hessellund vandt onsdag en fornem pris.

Onsdag modtog syv undervisere, som de første nogensinde, 'Undervisningsprisen' og den dertilhørende præmie på en halv million kroner.

Det sker som en anerkendelse af, at de på inspirerende, inddragende og nytænkende vis har haft stor betydning for deres elever og måden, de lærer på.

Det er en anerkendelse og fejring af nogle mennesker, der alt for sjældent modtager den.

Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S)

Blandt dem var underviser og koordinator af fjernundervisningen på Aarhus Maskinmesterskole, Per Hessellund.

- Jeg er super glad. Det er altid rart med noget anerkendelse. Det er jo ikke hver dag, at man får det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også 'Fuck webcam' - unge strejker for at komme i skole

Fjernunderviste før det blev moderne

Prisen blev overrakt de syv vindere af kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til en reception på Christiansborg. 

- Det er en anerkendelse og fejring af nogle mennesker, der alt for sjældent modtager den, siger Ane Halsboe-Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Per Hessellund modtog prisen, fordi det er lykkedes ham at skabe fjernundervisning med nærvær som ved almindeligt fremmøde, selvom klasseværelset er udskiftet med en virtuel videochat.

Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, overrakte prisen sammen med uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).  Foto: Free

Allerede inden coronakrisen tvang landets undervisere til at prøve kræfter med disciplinen, var han mere end godt i gang med fjernundervisningen. Faktisk har han selv været med til at udtænke og udvikle konceptet på Maskinmesterskolen.

Derfor kan man med fordel bruge hans store erfaring som inspiration i en tid, hvor efterspørgslen på kompetent onlineundervisning aldrig har været større.

- Lige nu er der selvfølgelig rigtig mange, der kigger over mod dem, der er vant til at lave onlineundervisning og spørger, hvorfor det virker. Så selvfølgelig kan vi lære noget af en som Per, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Læs også Bekymret mor: Hvorfor skal min datter være hjemme?

Ud med forelæsninger - ind med det konkrete

Selvom de fjernstuderende på Maskinmesterskolen i Aarhus kun mødes på skolen 3-4 gange om året, så mener Per Hessellund selv, at han har en tættere relation til dem, end han havde til de studerende, han plejede at undervise i et almindeligt klasselokale.

Lige nu er der selvfølgelig rigtig mange, der kigger over mod dem, der er vant til at lave onlineundervisning.

Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S)

- Vi er jo helt hjemme i hinandens stuer. Lige pludselig kommer konen ind, eller et barnehoved stikker lige ind over skærmen for at se, hvad der sker, siger han og fortsætter:

- Idéen er lidt, at vi dropper den klassiske forelæsning. I et video-møderum kan det nemlig godt føles lidt som om, at man sidder og snakker til en skærm. I stedet lægger vi vægt på det sociale og fællesskabet.

Per Hessellund bor selv i Hadsten og tager sjældent turen til arbejdspladsen i Aarhus, fordi han klarer fjernundervisningen fra privaten - ligesom hans elever selv.

Undervisningen i alle fag er derfor strikket sammen omkring konkrete problemstillinger og projektforløb, som de studerende skal løse i studiegrupper.

Læs også Gør hjemmeundervisning dit barn demotiveret - sådan hjælper du

Holder det simpelt

Det er med andre ord ikke dyre IT-løsninger eller nye, smarte digitale platforme, der er Per Hessellunds hemmelige ingrediens bag et vellykket, virtuelt undervisningsforløb.

Faktisk er de digitale redskaber både simple og velkendte. Studiegrupperne og det samlede hold mødes til video-konferencer og deler Word-dokumenter, som de skal samarbejde om. Inden vejledningen lægges der stor vægt på, at man har forberedt sig ved at have læst det materiale, der er givet for på forhånd.

Om Undervisningsprisen:

Undervisningsprisen uddeles af Uddannelses- of Forskningsministeriet sammen med 500.000 kroner som en hyldest til - og anerkendelse af - syv fremragende undervisere, der har været inspirerende, inddragende og nytænkende.

Det er i år første gang, at prisen uddeles.

Præmiesummen deles op, så 200.000 går til underviseren selv, mens de resterende 300.000 skal bruges til udviklingsaktiviteter på skolen.

Grundet coronasituationen afholdt man i år et mindre arrangement end planlagt, hvor Kronprinsesse Mary samt uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensensen var vært for en frokost med prismodtagerne, hvorefter der var prisoverrækkelse.

Ifølge Per Hessellund handler det hele i bund og grund om, at man skal gentænke den undervisning, man indtil nu har kørt i fysisk form.

- Det er de sociale aspekter, man skal sørge for ikke går tabt, når undervisningen nu foregår over en videoforbindelse. Det sociale skal tænkes ind i fjernundervisningen: Altså, hvordan fungerer de studerende sammen, siger han og fortsætter:

- Og det har vi løst ved at fokusere meget på studiegrupperne, så man får et tæt sammenhold, og så ellers holdes skarpe ved at løse forskellige, konkrete problemstillinger.

Læs også Aarhus overhaler København i antal smittede

Pengepræmierne på syv gange en halv million kroner gives til hver af de syv prisvindere. 300.000 til uddannelsesinstitutionen og 200.000 til underviseren selv.

- Vi har tænkt os at investere i et nyt og flot multimedia-lab, så eleverne kan lave endnu bedre videoproduktioner. Og så skal jeg lige se, hvordan det ser ud, når skattefar har været forbi, men jeg skal nok finde noget at bruge de resterende 200.000 på, siger per Hessellund.