Lulu taget af plakaten
En plakat for forestillingen "Lulu" på Aarhus Teater blev beskyldt for at være pornografisk. Nu kommer plakaten i en ny udgave.
En nøgen kvinde på en teaterplakat skabte røre i den moralske andedam i Århus, og Aarhus Teater kunne ikke få firmaet, der sætter plakater op i kommunens busskure, til at hænge reklamen op nogen steder.
Nu har de taget konsekvensen og ændret plakaten.
Væk er den nøgne kvindeunderkrop og det blottede køn.
- Vi lader os ikke intimidere. Den nye plakat er vores svar på al den snak, der har været omkring den. Den nye udgave kan simpelthen ikke støde nogen. Folk vil se den og tænke, »Hvad i alverden går det ud på«, og på den måde håber vi, at diskussionen om, hvad der er acceptabelt fortsætter, siger salgs- og kommunikationschef på Aarhus Teater, Mikkel Braae-Andersen, som også er konstitueret teaterchef, til Århus Stiftstidende.